ken, vare strax i fær med, at see dem efter, og at skærpe dem. Hvor stor
og unødig en Tyngsel foraarsages ikke Besterne herved. Naar dette iagtta¬
ges, seer enhver letteligen, at Ploven maa gaae heel let, thi vil man tage
et Jern, som er tykt i sig selv, som det sædvanlige, naar det ligger ned ad
Plovs=Hovedet, vel kand kaldes, og tilligemed tykt paa Skiæret, og derimod
et andet, som ligger plat paa Jorden og er tilligemed skarp, saa merkes, ved
at arbeyde dermed i Jorden, let Forskiællen. Dernest er ingen Ting, som
kand tynge denne Plov, Frictionen er saa ringe, som mueligt, lidet Jern
berører Jorden, og det samme er glat. Har Aasen liden Byrde at trække,
og ikke halvdeelen af den sædvanlige, behøver den ey heller, at være halv saa
sterk og tyk, men dog af got og sterkt Træe.
Ploven, saasom den er saa let, trækkes derfor ogsaa af to Heste li¬
gesaa let, hvis ikke lettere, end som den sædvanlige af fire a sex Hester. Den
som kiører Ploven, regierer den tillige, thi den gaaer stadig og styres lettere,
end den sædvanlige. Furen, som den skiær, er saa reen, naar den kieles ret
efter Jordens Beskaffenhed, og saa jevn, som et Bret, hvilket er deraf be¬
gribelig, da intet kand hindre Jernet, at det jo kand ligge lige i Furen.
Jeg paastaar ogsaa, at denne Plov løber ikke saa stor Fare for
Stenene, som den sædvanlige. Thi disse ere fire gange tyngere end denne,
saa de kand neppe hæves af Jorden, i det ringeste har jeg for kort siden med
alle mine Kræfter, ikke kundet hæve en Amager Plov af Jorden, ikke at tale
derom, at Karlen legger sig tillige derpaa, for at holde den i Jorden. Naar
nu saadan en Last støder paa en Steen, maa nødvendig enten Hestene standse,
eller Ploven brekkes, hæve sig, kand den ikke. Og endeligen paastaar jeg,
III. Deel.
