36
sees udi samme, at ligge oven paa, som ikke havde naaet Jorden, og derfor ey heller havde Tegn
til Spire. Dette kand og stadfæstes om bemeldte onde Urter af det Navn, de nevnes med i Jyl¬
land, hvor de gemeenlig kaldes Brandenborger, af den foregivne Aarsag, at de ere først komne
ind i Landet, da de Brandenborgske Ryttere vare udi Jylland, eftersom deres Heste=Foder der¬
med skal have været besmittet; og fik da disse Urter magt paa de Jy dske Agre, da de Bran¬
denborgske Rytteres Giødning derpaa blev udspredet. At disse Urter have været i Danne¬
mark, førend de Brandenborgske Ryttere kom her ind, kunde jeg let bevise, dersom jeg her
skulde afhandle denne Urtes Historie, men jeg har og temmelig sikker Grund til at troe, at de
for den Tid ikke fandtes paa Agrene iblant Kornet. Hvorom alting er, kand man dog af denne
Tradition slutte, at det endog paa den Tid har været observeret, at sammes Frøe kand for¬
plantes igiennem Giødningen.
e.) Onde Urters Frøe bliver og udsaaed i Jorden med det Sæde=Korn, som der med
er besmittet. At den, der faaer ureent Korn i sin Ager, faaer ureent Korn igien, det behøver
ikke Oplysning, thi det troer nok enhver, og det erfare alt for mange. Men at en kand saae reent
Korn i sin Ager, og formedelst Udsæd dog faae ureent Korn igien, skulde let synes at være et
Paradox. Men jeg fik det at vide som en øyensynlig Sandhed, da jeg var kommen til dette
Sted, hvor jeg boer, og havde intet Sæde=Rug uden det, hvoraf den halve Deel var Klinte,
jeg fik døg endelig opspurdt reen Ruug, det jeg dyrt nok betalte, hvormed jeg besaaede et par
Agre, dog alligevel kunde jeg ikke rose mig af saa gandske reen Afgrøde paa samme Agere.
Hele Hemmeligheden bestaaer deri, at mine Naboer i Marken paa begge Sider af hver Ager,
havde faaet, som sædvanligt, deres klintede Rug i deres Agre, og ved Ud saaeningen stenket
deres Klinte over Ager=Rennen ind paa mine Agere, hvorudover og Afgrøden derpaa var besyn¬
derlig ureen ned mod Rennerne. Og følgelig kand og samme skee med onde Urters Frøe, at
min Naboe i Marken kand besmitte min Ager med ureent Korn af det Slags.
Og da jeg nu haaber at have viset alle Kilderne til dette onde, vil jeg søge at vise,
hvorledes de kand stoppes, hvilket jeg er forvisset om, kand skee, naar man iagttager:
1.) At de onde Urter paa Felleden betages Friehed at forplante sig nestfølgende Sommer.
2.) At giøre det Frøe som er i Giødningen, ubeqvem til Forplantning.
3) At rense Kornet, at deriblant intet saadant Frøe skal udsaaes.
I.) Maae de onde Urter paa Fælleden betages Friehed at forplante sig til nestfølgende
Sommer. Og kand det skee uden stor Besværlighed ved at lade afplukke alle disse onde Urter, fø¬
rend de faae afblomstret og kaste deres Frøe. Vilde dette ved første Anseende synes at blive et
vidtløftig Arbeyde, da maa det tillades mig, at jeg paastaar det er saare let, og af en ringe Be¬
kostning. Der er i hver Landsbye altid en heel Hob smaa Børn, som ikke have Aar og Kræfte,
nok til at tage Tieneste hos Bonden, og desværre forsømme Skolen den meste Tid om Som¬
meren for at anvende hele Dagen, enten paa at giøre ondt eller slet intet. Og tør jeg vedde, at
