8.
og Omskiftelse af Agre, saa at Bønderne baade faaer smærre i hver Vang,
og til Deels slettere dyrkede, end de forrige, de havde. Detr kand en Pro¬
prietaire giøre blandt sine egne Bønder, og endskiønt nogle af dem taber ved
Byttet, saa profiterer de andre, og altsaa balancerer det for Huusbonden,
der saa vel som hans Bønder, vil finde Fordeelen af Forandungen faae Aar
derefter. Men hvorledes kand han gløre denne Forandring, naar han har
en fremmed Bønde i Byen? Man kand ikke imod hans elle: Huusbondens
Samtykke, giøre fleere Inddeelinger af Vangeskifter, end den har af Alders
Tiid været, endnu mindre tage hans Agre, og give ham edre igien; og
hvorledes ville man tildeele ham hans Ager og Eng, efter hans Hart=Korn, i
Henseende til Jordens adskillige Art og Bonite? Og Possto, man kunde lade
ham behølde hans egne Agre og Engstøkker, saa er der dog kke venteligt, at
han kunde faae Part i hver Vang, følgelig gav det en Døsordre og Dispute.
Det vil altsaa blive den første og største Anstøds=Stee, nemlig Fæl¬
ledsskabet i Byen selv, som maae ryddes af Veyen, forindal man bør eller
kand tænke at komme til Maalet, med Fælledsskabets Ophævelst imellen Byer¬
ne, hvilken da vil falde des lættere.
Dette synes ikke at kunde lade sig giøre, uden den Høye Øvrighed vilde
befale de smaa Lods=Eyere i Byen, at afstaae deres Bønder=Giarde til den
største Lods=Eyere deri. Men da saadant kuldkaster Billigheds=løv, og den
Ret, som enhver har til sit; ja kunde være til saadan Fornærmels og Forliis,
hvorfor ey kunde gives Represailles, enten i Penge eller i andet Jæde=Gods;
Saa er det ey at formode, at en ehristelig og naadig Øvrighed vil bruge saa¬
danne Evangs=Midler, andre til Skade, for at komme til Maalet, efterdi
man, efter Pauli Regel, ey maa giøre ondt, at godt deraf skulle komme
Men denne Magt er Øvrigheden ey allene tilladelig, men endog pligtig: at
