13.
tillige kunde gotgiøre, at Himmelens Fedme som falder paa Jorden, bliver
ufortæret i dens Overflade, men hvorledes skulde man kunde giøre det. Da
1) den Jord, som hviler, frembringer enten det eene eller det andet, got eller
ont, og følgelig fortærer den Fedme, den meddeles, til at nære og underhol¬
de det Græs og de Urter, som voxer derpaa. 2) Da man veed, at Regn og
Snee ikke bliver oven paa Jorden, men trænger sig meget dybere deri, end
den af os dyrkende Jord strækker sig. 3) Da Søel, Frøst og Vind udtæ¬
rer og udtørrer Himmelens Fedme, som befinder sig i Jordens Overflade.
Jeg haaber, man er i Stand til af det foranførte at indsee, at Jor¬
dens Hvile, saaledes som den hos os er brugelig, ikke er af den Betydenhed,
som de fleeste maatte indbilde sig; da Jorden for det første ikke hviler fra sit
Arbeyde, saasom den bringer frem det den kand, efter dens Omstændigheder og
Kræfter, og for det andet, om den end laae i 100 Aar, ikke samler den Fed¬
me, som man ved en god Giødning meddeeler en Ager. Derhos meener jeg,
at enhver lettelig indseer, at Jordens Hvile vilde bringe den forhaabende Nyt¬
te med sig; dersom man kunde bringe det derhen. 1) At Jorden som hviler,
slet ingen Grøde gav af sig. 2) At Soel, Vind &c. ikke skulde betage Jorden
den Fedme igien, som den engang havde erlanget. Sporges nu om dette
kand skee, saa besvares dette Spørsmaal med ja. Spørger man, hvorledes
det kand skee, saa svarer jeg, ved at bringe den udmattede og til Hvile bestem¬
te Jord, saa dybt ned i Jorden, saa at den hverken fortærer sin Kraft, ved at bære
noget, ey heller saa let mister den Fedme, som den engang har erlanget.
Dette skeer ved at grave dybt, reole, at pløye en dobbelt Fure, saa den før¬
ste bliver af den anden bedekket o. s. v.
Man tænke ikke, at jeg her vil give Forslag om, paa en nye Maade
at dyrke og behandle Jorden; jeg veed Landmanden har i Almindelighed alt
