140.
for meget Land til at dyrke, efter den forhen brugelige Maade, nogenledes
skikkelig; jeg vil ikkun af det foranførte, drage 2 visse Slutninger. Den før¬
ste er Jngen Jord kand med rette siges at hvile, som ikke med frisk Jord bli¬
ver bedekket; den anden er: Dersom der var saa mange Agerdyrkere i Dan¬
nemark, at Jorden kunde paa foranførte Maade komme til at hvile, saa
kunde Dannemark, foruden det større Tal af Agerdyrkere, ernære dobbelt saa
mange andre Jndbyggere, som forhen. Thi at jeg ikkun skal anføre et ringe
Exempel af Erfarenhed; saa behage man at ansee de Agre, hvor hist og her
ere gravne Render, fordi man ikke skal kiøre derpaa. Naar disse Agre heref¬
ter ere besaaede, saa kand man tydelig see, hvor vidt disse have gaaet, saa¬
som Kornet paa de Steder, hvor der har været gravet, staar ullige bedre,
end paa de Steder, hvor der ikke haver været gravet. Hvad er vel Aarsagen
hertil? ingen anden end denne; at man ved Spaden har opbragt en frugtbar¬
gjort og virkelig udhvilet Jord.
Jndtil Folkets Antal saaledes i Dannemark forøges, har det sin gode
Rigtighed, at Landmanden lader saa meget af sin overflødige Jord ligge til
Græs, som han ikke tilstrækkelig kand giøde og forarbeide. En saadan Græs¬
Ager bringer da Eyeren all den Nytte, som den efter sin Evne kand forskaffe
ham; den bliver reen for Ukrud; og den Skorpe som paa saadan en Ager
setter sig, kand blive et beqvemt Giødnings=Middel, naar den bliver afpløyet
og forraadner. Jeg betiener mig selv af denne Methøde ved de Agre, som
ligge alt for langt borte fra mit Huus, at jeg nemlig nogle Aar lader dem
ligge til Græs, og nogle Aar besaaer dem med Korn, dog uden at giøde dem.
Jeg har befundet, at de kand bære saa got Byg som vel giødede Agre; jeg
har ogsaa befundet, at de ere udygtige til at bære Byg, alt efter Jordens
bedre, eller slettere indvortes Egenskaber, hvilke hverken ved faae eller mange
Aars Hvile forandres.
