14.
Jeg maa snart undre mig, at fornuftige Agerdyrkere kand være saa
utaknemmelige imød Jordmarven, og beskylde den for det, hvorfor de skulle
beskylde Bønden selv, som i 12 eller 14 Aar i Rad udpisker og løsner den
desuden aabne, magre og sandede Jord saaledes, at den vel maa glemme der¬
efter at give enten Straae eller Græs af sig.
Skiønt jeg ikke selv har brugt Jordmarven, ikke heller findes mine
Jorde af den Beskaffenhed, at den med Fordeel af mig kundebruges, saa har
jeg dog haft Leylighed at bekomme 3 Sorter af den blaa=agtige Jordmarv.
Tager jeg ikke Feyl, saa bestaaer Jorden i Marsklandene for en stor Deel af
saadan Jordmarv. Heraf saa vel som af denne Jords nøyere Betragtning,
som jeg finder at være en meget fiin, feed og salpetrisk Jord, kand jeg ikke
giøre nogen anden Slutni ig, end at den, med Forstand og Maadelighed,
brugt, maa giøre Jorden frugtbar. Legger jeg dette til, hvad jeg af en for¬
nuftig Landmand, der selv betiener sig af Jordmarven, har hørt, nemlig: at
naar man tillige med Jordmarven betiener sig af anden Giødning, og saa ik¬
kun bruger Jorden 9 eller 10 Aar, saa voxer den ikke allene igien til med
Græs, men Græsset er ogsaa behageligt for Kreaturene, at de ikke æde Græs
paa noget andet Sted, saa længe noget deraf er at bekomme, saa kand jeg
ikke andet end at opmuntre Landmanden til med Taknemmelighed at betiene sig
af et Giødnings=Middel, som Gud og Naturen tilbyder ham just i de muagre¬
ste og skarpeste Egne.
Følgende Regler kunde imidlertid ved Jordmarvens Brug ikke være
utienlige.
I. Regel: Giød ikke de kolde, seye og lerede Jorde med Jordmarv.
II. Regel: Bland Jordmarven med anden Giødning.
