210
I. Ved de store Gaarders Deeling.
2. Ved nye Huusmænds Pladsers Opryddelse.
Det første betræffende: Det burde ey være tilladt, at een eeneste Gaard¬
mand eller Bonde skulde have Friehed til at bruge meer end en fuld Gaards
Skyld i det høyeste, skiønt han var saa formuende, han kunde eye fleere, thi
der findes ey allene her i Menigheden, mens troelig endogsaa fleere Stæder,
den Bonde eller Gaardmand, der bruger 11, 2, ja mulelig 3 Gaarder tillige
(skiønt hver Gaard just ey saa lige skylder en fuld Gaards Skyld) hvor af
dette Uheld flyder.
4) At Jorden umuelig da saa vel bruges, thi den der har meget at
bruge, forsømmer noget, helst høs os, hvor Sommeren er saa kort, og som
det heder: den, der har mange Jern i Jlden, svier eet.
b) En saadan Bonde har ofte mange Børn, en eeneste af dem sc. den
ældste Søn er allene fød til denne Herlighed, og det træffer tit, at den Æld¬
ste kand være den udueligste: han faaer Gaarden efter sine Forældre, som of¬
te taxeres ey for halv, eller 2 tredie= deeles Værdie, de andre derimod gaae
hen, ofte til de blive 30 Aar, og meere, (og somme aldrig) inden de indlade
sig i Egteskab, da de synes, det strider mod Ambitiøn, eller er infra Digni¬
tatem, at tage nogen anden, end den, hvorved de kand komme til Gaard,
thi saadan en Bonde=Søn tager sielden, eller aldrig, nogen anden Pige end
den, med hvilken han kand komme til Gaard, ey heller tager nogen saadan
Gaardmands Datter nogen anden Bønde=Karl, end den, der har Gaard,
som vi toto die seer Exempler paa, og jeg allene af mit Sogn, som er et af
de mindste i Stiftet, kand beviise med mange, og omendskiønt saadanne Gaard¬
mands Søn eller Datter har Penge til at kunde kiøbe en Gaard, saa er det
