270
vre, stræbe at Livet kand opholdes og det, som til de Kongl. Skatter og an¬
dre Rettigheder kand udfordres, kand vindes.
Men er endog vore Jorder ringe, saa er det vel et Spørsmaal, om de
ikke kand forbedres og hvad Middel vel dertil skulde være beforderligst. Jeg
vil til det første svare, ja visselig kand de forbedres, her kand til dennem mee
re legges, det glelder alleene paa Arbeydet, men hertil kommer for det andet,
hvad skal drive Arbeidet. Gaaer vi allene tilbage til den forhen allegerede al¬
lernaadigste Forordning og det i vor Lov deraf tagne Capitel om Rydning,
vi haver nok der, baade af Tvangs=Middel og andet, som skulde synes at vil¬
de have drevet Verket, men vil vi da og see til Frugten, frygter jeg for, vi veed
den ikke at finde. Vi maa gaae forbi den underdanige Pligt som os paalig¬
ger til den yderste Punkt at adlyde og giøre efter vor Høyestes Villie og Bud,
men vi vil hellere med Underdanighed bøye os under hans Mlldhed og Naa¬
de, da vi seer, at han med saa Faderlig Ømhed ligesom overseer med os
og hellere ved lokkende, end som Tvangs=Midler, vil bringe os til at frem¬
me vort eget Gavn. Herom maa bære Vidne den store og Faderlige Om¬
sorg med Rydnings Værket i de Søndenfieldske Bøygder; et Værk, som
de nærværende Tider ey noksom kand glæde sig ved, og Posteriteten ey nok¬
som vil berømme. Her glemmes den Ret, som kunde haves til at spørge,
hvorfore at Forfædrenes høye Bud ey er efterkommet, men det forbiegaaes
allernaadigst og i dets Stæd tages de løkkende Midler. Vor Høyeste vil selv
paatage Værket, ja med Forløv at sige, selv vil sætte Rydnings Spaden i
Jorden, og naar vi vil giøre det, betale os derfor: Af denne saa Naade¬
