§. 7.
(a) Bønder i Almindelighed veed ingen Grændser paa deres Pligter.
(b) Kand ikke vente at erhverve sig nogen Velstand, eller efterlade deres
Børn nogen Arv, ikke heller, at een af Børnene kand blive ved Gaarden,
og nyde Got af Faderens Stræbsomhed. (c) Ere ikke deres egne Børn raa¬
dige, men Hosbonden raader for begge Kiøn, som Livegne. (d) Det unge
Mandskab giøre deels ingen, og deels alt for lang Tieneste ved Land=Milicen,
med meere, som i det følgende viises.
Den ingen Pligters Grændser veed
Og Fremtarv ey kand haabe
Den, som er bunden fast paa Stæd
Maa vel om Frelse raabe.
§. 8.
Dersom det er sandt, hvad jeg her har fremsat, da er det vel ingen
Under, at Faae, som paa nogen Maade veed at finde andre Udveye, har Lyst
til at være i Bondestanden. Jeg siger Faae: Thi der ere de Jorddrotter,
som handler saa fornuftig og menniskelig med deres Bønder, at de kunde væ¬
re fornøyede med deres Vilkaar, ja til deels samle Velstand, saalenge den
Hosbond lever, og saadanne Menniske=Elskere maa ikke hade mig, fordi jeg
til det almindelig Bestes Befordring, taler i Bondens Sag imod de andre,
som enten af naturlig Ondskab, Gierighed eller Uforstand handler anderledes.
En troffen Mand maa klage sig
Han laste maa mit Skrift og mig.
§. 9.
Bondens Pligter, som Bonde, bestaaer i hans Udgifter og Arbeyde.
Landgilden efter den ældgamle Jordebog blev af da værende Hosbonder ind¬
retttet, da hver Mand, naar noget paakom, var Soldat, og liden eller in¬
D¬¬
