37
ning, foruden andre Tvangs Middel, lærer vel Fæsteren at indgaae hvad
Hosbonden vil have: En tvungen Foreening er efter Loven ugyldig, ligesom
den i sig selv er ubillig. Dette vil jeg tilstaae: at ingen kand fastsætte Land¬
gilden for noget vist af en Tønde Hartkorn Land=Stift=Amt=Herret eller Sog¬
ne=Viis, saa lenge Hartkornet ikke har et rigtigere Forhold imod Eiendommen,
og den ene Egn imod den anden: Mange Stæder svarer dobbelt saa meget
Landgilde af 1 Tønde hart Korn, som andre Stæder, og ofte ere de meest
forsatte, som svarer mindst, i Betragtning af Eiendommens Ringhed; al¬
lerhelst da disse maae af deres ringe eller for høyt matriculerede Eyendom, sva¬
rer ligesaa meget i Skatter af 1 Tønde Hartkorn, som de laugt Matricule¬
rede, og de, som have haft Leylighed at giøre meget af deres Skov, Heede
eller vitløftig Fæegang til Sædeland.
En fast og billig Afgift kand
Ey øde Gaarden eller Mand.
§. 22.
Tiende=Tagerne §. 10. vil formodentlig spørge; om de ikke lovlig har
kiøbt eller arvet deres Tiende? og om der ikke staaer i Skiødet, som desuden
falder af sig selv, at de maa giøre sig samme saa nyttig, som de best ville,
vide og kunde? Jeg svarer jo: Saavit det almindelige Beste ikke lider derun¬
der, men trykkes Tiendegiveren ubillig; giøres ham Arbeydet, Reiser og Be¬
sværligheder fast uovervindelig; forvolder Ophold ved Tælling og Tiendens
Bortførsel, hans øvrige Korns og Foerings Fordervelse, kort sagt: er disse
Ting at regne iblant Hoved=Aarsagerne der giør Bonden keed af sin Stand
og sit Liv? Skulle det da ikke være een af de Retfærdigste og Christeligste
Gierninger, en Regent kunde foretage sig, at sætte alle Tienderne for en vis Alf
gift eller paa nogen anden fast Fod, saaledes at der aldrig skulle komme Tæl¬
lere eller Tiendetager paa Bondens Ager. Hovedgaards Marken kand for
