40
meget billigt, at Kirke=Tienden blev sat for noget vist og saaledes, at Bøn¬
derne derudi kunde have nogen Lindring imod de Udgifter, som dennem til
Skoeler og Skoeleholder Løn er paalagt; eller og at disse Udgifter bleve lagde
paa Kirke=Tienderne: Skal Undersaatter i lige Tilfælde forlange bedre Vil¬
kaar end deres Konge?
Den Tiendetager, som sig sætter herimod
Om ham man sikker troer, hans Sag er ikke god,
Lad Bonden gaae med Fred sit kiere Korn at høste,
Saa han for Tælleren behøver ey at ryste.
§. 25.
Angaaende Hovarbeyd, hvorom S§. 11 og 12 handles, da vil vel
Jorddrotterne, særdeles de, som ikke bekymre sig om Fremtiden og Rigets
almindelig Tarv, agte sig meget fornærmet, om de ikke af deres Bønder lige¬
som af deres Hæster, maa tage ald det Arbeyd, som de selv skiønner at være
taalelig. Det er jo Hosbondens Skade, ville de sige, om han øder sin Bon¬
de: Ja det er og hans Skade, om han i Dag rider eller kiører sine Hæste
saaledes, at de ey i Morgen eller siden kand bruges, men skal da en Bonde
handles som et Bæst og den ene Undersaat, eller Medborger i en Stat have
saa uindskrænket et Herredømme over den anden, til Statens almindelig For¬
nærmelse og Svækkelse? Jorddrotten bør visselig have sin Jndkomst af sin
Eiendom, som Bonden bruger og nærer sig af; som og Arbeyd af de nær¬
mest Gaarden boende Bønder, i det mindste til den gamle og sande Hoved¬
gaards Mark, men begge Dele burde være fastsat og de nedbrudte Lands Byer,
til Almuens Formerelse, igien efter Haanden opbygges. Berørte Fastsættelse
var saavel Hosbondens som Bondens Gavn: Thi naar Bonden vidste sine
Pligters Grændser, saa stræbte han baade med Bygning og Jordens Dyr¬
kelse, helst om han tillige kunde være forsikret, at een af hans Børn maatte i
