61
stand, maa have seet slet ud med Agerdyrkningen, og at Folke=Mængden ikke
maa have været saa stor, som den i Almindelighed holdes for
Det er en vis Gemyts Syge hos nogle Skribenter,: at de finde saa
forunderlig en Smag i alt det som er gammelt, og ansee de ældre Tider, for
ulige prægtigere og herligere end de nærværende. Som i andre saa og i den
Punct om Folke=Mængden. Men foruden forhen anførte Beviser, og at man
som meldt, hverken fra de gamle eller nyere Tider, har nøyagtige Berætnin¬
ger, hvor mange Mennisker der tilforn har været, og nu virkelig findes i en
eller anden vis og tilfulde bestemt Landstrækning eller Bye, saaledes at man
kunde sammenligne hine med disse; saa ere de Gisninger, man kand giøre sig
af gamle Historier, lige saa uvisse, som Historierne selv i den Fald upaabygge¬
lige: der med mange Exempler var at gotgiøre.
Saa meget kand man tilstaae at de Folk og Republiqver i gamle Da¬
ge, som enten have haft Guds særdeles Forjættelser, eller hos hvem Videnska¬
ber og Konster have været i Flor, saasom Canaan, Ægypten og fleere, u¬
imodsigelig have været ulige Folkerigere, end under deres nu værende slette Til¬
stand. Men fra dem at giøre Slutning til samme Tids øvrige Verden, som
da laae i et Barbarie, og for den største Deel, nærede sig af Jagt, Fiskerie og
Kriig, gaar lige saa lidet an, som nu omstunder at sætte Europa i Compa¬
raisson med Siberien eller det store Tartarie.
§. 2.
Herimod kand man med fuldkommen Vished fastsætte, at Danmark
og Norge, fra den sorte Død af, igiennem det 14de 15de 16 og 17de Secu¬
lum, lige indtil Souverainiteten, ikke have været nær saa Folkeriige, som nu
omstunder.
Grundene hvorpaa man Bygger denne Slutning ere:
