66
Løsgiengere og saa kaldte Daglønnere i Kiøbstæderne og paa Landet, som
sætte sig hen eller gaae, som man kalder det paa egen Haand, og ikke skiøtte
om at arbeide vidre, end de til Nød kand komme ud med. Og (b) den
Sverm af friske føre og stærke Betlere, Gamle og Unge, hvormed alle vore
Stæder og vore Byer, vore Gader og vore Veye ere opfyldte, Mennesker
som foragte det kiere Brød, og ikke undsee sig at være grove, naar de ikke
kand faae Rede=Penge, som undertiden tør true med Ulykke, som forøder i
Brændeviin og Tobak, alt hvis de sammentigger, ja sælger hele Poser fulde af
Brød til Kroemænd for at brænde det til Brædeviin, og som ere saa lade,
at de ved intet gelinde Middel, Kost eller Løn, ere at overtale til Arbeyde,
hvorpaa mange Exempler kunde anføres.
See! saadanne Folk er det, man efter det store Guds Bud ville i
deres Ansigters Sveed skulle æde deres eget, og ikke andres Brød, ved at an¬
vises og tvinges til lovlige Nærings=Midler i et eller andet Arbeyde, de Be¬
qvemmelig kunde forrette. Ja den patriotiske Nidkierhed kand med rette gaae
saa vidt, at alle de som ville leve af eller understøttes ved almindelige Stiftelser,
det maatte være hvem det ville, naar de kunde bestille noget, burde erklære sig
til, eller paalegges, enhver i sær noget vist Aarlig til almindelig Nytte at
forrette: thi det er umueligt, af Guds og Naturens Lov at udlede nogen
Grund, hvorfore saa mange Lemmer i et Societet som kand arbeyde og giøre
noget got med Hænderne, skal underholdes paa hele Selskabets Omkostning i
Ørkesløshed: kom dette i Brug, vilde deres Kongl. Majestæt ikke saa ofte in¬
commoderes om Pensioner af Post=Cassen &c.
Staaer den Regel fast, som den visselig giør: at det er bedre at fore¬
komme, end underholde Armod, hvor vel handlede vi da ikke, om vi i stæden
for ved flere Stiftelser og Almisser at styrke Dovenskab og Ørkesløshed, an¬
vendte noget af vor Formue paa, at befrie saa mange vore Medundersaatter
