70.
§. 9.
Ager=Dyrkningen, Qvæg=Avlingen, og Fiskerierne, særdeles de tven
de første, ere af ulige større Vigtighed til Danmark, end enten Bergverker¬
ne og Skovene til Norge, eller de Peruanske Guld=Miner til Spanien. Dis¬
se kand efterhaanden formindskes, og (som man har Exempler paa) med Ti¬
den aldeeles forgaae, hine derimod ere: En u=udtømmelig Kilde, hvoraf vi
til alle Tider og i alle Omstændigheder kand øse Ophold, Hielp, og timelig
Lyksalighed, en Grund hvorpaa Statens Velfærdt med Sikkerhed kand hvi¬
le, en Hoved=Sag i vor hele Oeconomie, og endelig vor eneste Riigdom,
uden hvilken vi intet virkeligt eye, og uden hvilken det ville være os umue¬
ligt: at seyle og handle, bygge vore Huse og vore Stæder, kiøbe vore uden¬
landske Nødvendigheder, og underholde saa mange Arbeydere blant Fremmede &c.
§. 10.
Er det nu baade den første og sidste Articul i alle velindrettede Staters
Politie= og Huusholdings=Kunst: til allerhøyeste Værdie imod andre Landes
Vahre eller Arbeyde, deres egne Producter og ofte ikkuns Overdaadigheds
Kram at udbringe; saa kand de herlige Naturens Gaver, hvormed den gode
Himmelske Fader saa overflødig har velsignet dette Rige frem for mange an¬
dre, og som aldrig vil tabes, gaae af Moden, eller savne fremmedes Søg¬
ning saa længe Verden staar, heller aldrig noksom af os høytagtes, ophielpes,
og befordres, ved at udviide dem til mueligste Fuldkommenhed, anvende dem
til Rigets Nytte, og paa Rigets nyttige Lemmer, besørge Overskuddet, den
allerbeste Afsætning hos Fremmede, og saaledes bestandig holde dem i den
Priis, de efter deres indvortes uforanderlige Gyldighed bør staae udi, imod
andre til Livets Ophold mindre fornødne Vahre.
Derfore seer man, at vore allernaadigste Konger nu i 16 Aar ikke har
villet taale fremmede Korn=Vahre ved Jndførsel skulle blive vore egne til For¬
