75
paa at forrette i det mindste vort eget Arbeyde, og see vor eeneste naturlig Eyen¬
dom, Korn=Avlingen, Qvæg=Avlingen og Fiskerierne bragte til den høyeste
Grad af Fuldkommenhed.
Dømmer, høye og skiønsomme Læsere, om vi som NB. eyer Levnets¬
Midlerne selv, tabte noget ved saadan Forandring, jeg forstaaer det ikke.
Med god Grund tales og skrives der meget om, at ophielpe vore Ma¬
nufacturer, Fabriqver, Handel og Haandverker, og at afhielpe den nu i
Svang gaaende store Overdaadighed, men om det som egentlig er Hoved¬
sagen i vor hele Huusholding, ikke meget andet, end at vi ved alle Leylighe¬
der overtrygler vores Allernaadigste Konge, om Forbud paa Udførselen af de
eller de Landets Producter, for i Overflødighed og Magelighed selv, at for¬
bruge, æde og drikke dem op. Hvorledes Landet er tient dermed? hvorledes
Landmanden maa være til mode, naar han ligger med Landets Producter,
Korn, Qvæg og Fede=Vahre, og hverken for lidt eller meget kand blive dem
qvit, men som oftest, naar han byder dem Fald til Kiøbstædmanden, maa la¬
de sig afviise med det Svar: Hvad skal vi giøre med det? eller hvortil skal vi
bruge det? Og hvad der i saa Fald skal bevæge Landmanden, enten til Stræb¬
somhed eller Agerdyrkningens vidre Udvidelse, overlades underdanigst til høye¬
re og dybere Eftertanke. Sandelig og sandelig, er der i andre Lande sat
Præmier for dem som besørger Landets Producter den beste Afsættelse; Saa
synes den Post hos os, og i mange Henseender, at fortiene Attention og Omsorg.
§. 14.
Man vil dernest formodentlig komme frem med de gamle og sædvanlige
Jndvendinger: at dyr Kiøb paa Levnets=Midler trykker de Fattige, Haand¬
verkerne og Fabriqverne, de Seylende og Handlende, og endelig Middel¬
standen.
