82
faar hans allerbeste Agre, kand giemme Kornet indtil det med Fordeel kand
afsættes, sætte Plager og Stude paa Foringen, og forbedre deres egen Jord
med Giødningen.
Og hvor behageligt mener man det maa være en stakkels Bonde, naar
han med tiggende Bøn og Caution om promte Betaling, byder sin Præst
Penge over Penge, for at beholde Præste=Tienden, der dog skal bortleyes, men
bliver haanlig afviist og given Ordre, at levere den til en eller anden Uvedkom¬
mende, ofte halvanden Miil eller længere borte, fordi det ved Lovens 2 Bogs
23 Cap. 5 Art. og Forordningen af 9 August 1708, ikke er fastsat, hvorfra
Milen skal regnes eller hvor lang den skal være.
Det indstilles altsaa underdanigst, om det ikke skulle være muelig, disse
med Korn-Tiendernes Levering in Natura følgende Uleyligheder og Ager¬
dyrkningens Fornærmelse, paa en eller anden Maade at afhielpe.
Enten ved at afskaffe samme aldeles, og i den Stæd indføre en vis Af¬
gift i Penge, saaledes som det skeer i det Slesvigske, paa Deres Majestæts
egne Godser, og som visse fornemme Herskaber her i Riget har viset og viser
saa patriotiske Exempler paa. Eller ved at tillade ikkun Hoved=Gaardenes
Eyere allene, at tiende med deres egne Bønder og Tienere i næste og andet
Sogn, for saavidt de der eyede Tiender, men at ellers alle de øvrige Tiender
skulle betales med reede Penge. J det mindste synes den Lov ligesaa retfærdig
som fornøden: At naar en Eyere, en Præst eller anden Beneficiarius, ikke
selv vilde eller kunde oppebærge sin Tiende, skulle den uanseet Lovens 2 Bogs
22 Cap. 24 Art være Bonden imod en vis Afgift overladt, men at i sær
Bonden ikke skulle være forpligtet at føre Præste=Tienden andenstæds hen end
til Præste=Gaarden.
