sees som dets Aarsage paa et andet. Disse Aarsager differerer ogsaa indbyrdes
i henseende til sin Virkning; nogle udvirker udi en større Grad, andre igien
udi en mindre, Skovens Formindskelse, til disse sidste kand følgende henregnes:
I.) Bondens alt for stor tiltagne Friehed at hugge af Skoven, saa vel til
egen som fremmedes Brug, de unge saa vel som de gamle Træer,
da dog dette er forbudet ved en allernaadigst udgiven Forordning.
2.) At Skovene ere paa mange Stæder tilfælles, hvoraf følger, at ingen
skytter om at spare derpaa, men enhver hugger det meste han kand og
hvad han kand faae.
3.) Den Brug, til Fields og Øster paa Norge, at nedhugge for Fod og
opbrænde Træer til at faae Rug i, som der kaldes at brende Svee.
Disse og andre saadanne Misbrug af Skoven henregner jeg kun til de
smaa Aarsager udi Skovens Formindskelse og Ruin; saasom Skoven ved dem
allene ikke i nogen kort Tiid sluttelig kand legges øde, og saasom den ogsaa paa
mange Steder findes ødelagt paa langt anden Maade og af anden Aarsage,
som dog ikke af nogen, saa vidt jeg veed, er tilforne angivet, eller maaskee
observeret; da man kun har holdt sig ved de ovenmeldte smaa, og ey bekym¬
ret sig om de største og betydeligste Aarsager.
Til de største og fornemste Aarsager udi Skovens Ruin i Norge, bør
efter mine ringe Tanker, henregnes Kull=Brænderie, hvorved Bønderne Aar¬
ligen nedhugger og opbrænder til Kull de beste, største, og utallige saavel unge
som gamle Træer, og hvem som først staaer for Haanden til adskilligt Brug,
men fornemmelig til Biergverkene, hvorhen de Aarligen fører mange 1000
Læster Kull; og uden dets Tilførsel, kunde heller ikke Bergverkene bruges og
nyttes; saa dette Slags Brug af Skov, nemlig Kulbrænderie, synes virkelig at
være et malum necessarium for Skoven, og vil og visselig være dens stør¬
ste Ruin; om ikke en anden Ting bliver opfundet og sadt i Brug, som kun¬
