15.
høyelses Told, dog saa, at deres Jndførsel derved saa godt som var forbuden,
man skulde see, Nødvendigheden lærte os nok at søge til vore egne Haandværks¬
Stæder og der vilde blive nok af dem, som fremskaffede dem, hvilke det nu er
betagen, saasom Debiten paa de Udenlandske er for stor, som, uagtet, at
de fleste raae Materialier fra os maa kiøbes, dog formedelst Mængden, dem til
bedre Pris igien til os kand afsætte, og hvorved de ligesom er kommet for os.
Det maatte allene komme an paa en Prøve. De forbemeldte smaa Ting og
mange flere lige med dem, ere ey af større Betydenhed, end de jo kand alleveg¬
ne tilveyebringes og der behøves ikke, at man forud er ligesom forsikret om
utallige Haandværker og Magaziner deraf. Nødvendigheden koster dem ufeil¬
barlig straxen.
Jeg kand endnu ikke undlade at sige, at det jo bør gremme enhver ret¬
skaffen Patriot, at naar han kommer her i vore store og anseelige Kramboder, saa
af de hundrede og tusinde Ting og Sorter, som der findes, der ikke skal være
det allerringeste, som man kand kalde National eller som der er forarbeydet i
Landet. Jeg troer visselig, at vore Forfædre over saadant maa have været
gandske vaagende og jaloux, som endog kand sees af ældgamle Forordninger,
at der i Kiøbstæderne er gjort Anviisning, i hvad Gader hver sort Arbeydere
skulde tilholde, saasom udi Trondhiem udi Kong Eries Tiid 1377, og hvor¬
af man ufeilbarlig maa slutte til Mængden og hvis Tal udi de fleste Kiøbstæ¬
der nu kun er ringe, naar man undtager de høynødvendige, saasom Skredde¬
re, Skomagere, Snedkere, Tømmer=Arbeydere og nogle faae Smedde, med
hvad andre faae, der kand være, men hvad vilde deres Tal ey forøges, naar alle
de smaa Ting, som os nu udenlands fra tilføres, af vore egne skulle forarbey¬
des; og hvad vandt ey Riget derved i Folke=Mængden, som nu formedelst
Mangel af Arbeyde, søger til fremmede Stæder, som og i Cassen ved den an¬
seelige Consumtion, som rigelig igien oprettede, hvad ved Jndførselen af dis¬
se Ting, var forbuden, kunde tabes. Det er en ringe Ting, saasom Bend¬
ler: Mon dertil er saa megen Konst og mon mangen en fattig Enke eller man¬
