161
stration spørges om Fyen, som det i Dannemark bekiendte beste Korn=Land, kand
ved den allerbeste og fornuftigste Dyrkning producere mere; jeg tør drage tvivl
derom, er det da ikke høyst beklageligt, at den størte Part af saadant et Land
skal ligge udyrket som et Siberien, der har givet Prøver paa sin duelige og gode
Jord=Art; og Luftens beqvemme Temparamang.
Allene hvoraf kommer det at Jndbyggerne eller Landmanden ikke dyr¬
ker bedre saadan nyttig Jord, til sin og Landets store Nytte. Jeg svarer:
I. Formedelst de forhen, og endnu faae i behold havende Skove; hvor¬
ved Landmanden eller Bonden; efter et urigtig Begreb, synes at finde læt¬
tere sin Udkomme og Føde, ved at drive sit Tømmer, Maste, og Bielke¬
Brug; end at dyrke sin Jord: alt skiønt om han rettelig indsaa eller ville la¬
de sig beqvemme til at forstaae om Balancen af denne sin Regel, fandt han den
rigtig at være falsk. Thi først taber han Giødselen til at hæfde sin Gaard,
efterdi saadanne Skov=Eyere holder sit meste Qvæg i Hæster til Skov=Drif¬
ten at fuldføre, hvormed han den hele Vinter ligger paa Tømmer, Maste og
Biælke Driften; og følgelig som meldt, taber Giødselen fra Gaarden.
2. Ligger hans Jord saa godt som øde, formedelst den omskrevne Drift;
derimod kiøber han af sine Handelsmænd i dyre Domme, næsten al sin Føde,
Klæde og Drikke, og naar Regning bliver gjort, kommer han Aar fra Aar
til kort, saa at han tilsidst maa dandse fra Gaard og Grund, og give den til
Priis for alt sit Træl og Møye. For alt dette store Tab, vindes nu intet an¬
det for disse anseelige Producters Udskibning, end Landmandens Ruin, og
Skovenes store Tab; der burde og skulle conserveres til ædlere Brug og Nyt¬
te i sin Tiid; ved fordeelagtige Mineraliers Opdagelser, for langt mere end
denne Summa, indføres igien her i Landet lutter unyttige og unødvendige
Vahrer, fra udenrigske Stæder til Yppighed og Overdaadigheds Brug; hvor¬
V. Deel.
