16
re nær saa vanskelig en Sag, inden kort Tiid at tilveyebringe en udi Rigerne
utænkelig og fast utroelig Capital af klingende Mynt paa følgende Maade.
Det er en bekiendt Sandhed, at Pragt og Stads her i disse Tider tager
m ere end formeget Overhaand, endog udi døde og livløse Ting, hvor anseelig Ca¬
pital der ligger død og stille iblant disse Rigers Undersaattere udi meget unyt¬
tigt Sølv=Tøy, fra den ringeste Formuende, indtil den mægtigste og høyeste,
skulle vel ingen forestille sig; mens dog lettelig kand befattes, naar betragtes,
at end ikke de ringeste Haandverks=Folk, end sige andre, kand undvære et
complet Sølv=Servis paa deres Thee=Bord, mens hvad Liv og Lyster ville
denne livløse Capital ikke sætte Rigerne udi, om alt saadant ufornødent Sølv¬
Tøy blev omskabt og omsmeltet til courant Mynt, det kand fast ikke beskri¬
ves, dette kunde lettelig tilveyebringes, saa snart Hans Majestæt allernaadigst
samme for got befandt, ved Forordning allernaadigst at anordne for enhver
Stand, hvad og hvor meget Sølv enhver Stand til nødvendig Brug maat¬
te beholde, resten Eedelig og under anseelig Straf, til Mynten at aflevere, imod
Betaling efter dets Gehalt. Denne Forordning ville efter min ringe Jnd¬
sigt medføre endnu lige saa stor Nytte, som det høypriselige Forbud paa Ju¬
veler, ægte Perler, Sølv og Guld i og paa Klæderne. Der alt ikkuns tien¬
te til Pragt og Overdaadighed. Og giør jeg mig den faste Slutning, at
just dette Forbud har multspliceret arbeydet Sølvs Brug inden Husene,
for derved at give sin Pragt tilkiende, thi man seer iblant borgerlig Stand,
saadan utrolig Mængde af Sølv, som kunde anstaae og være mere end nok
for en Fyrstelig Stat, skiønt i og hos de samme, er ligesaa stor Penge=Man¬
gel per advenant, som hos andre, er da saadan Overdaadighed ikke bedrøve¬
