235
Er det Græsningen, saa er den ene Beboere færdig til at opæde den
anden, man samler flere Creature sammen til Sommeren, end Græsset kand
taale, har man ikke selv det fulde Antal ligesom de andre Naboer, stiæler man
sig til, tvertimod baade Kongens Lov og Byens Lov, at indhiemle dem for andre
fremmede, enten fordi man misunder sine egne Bye=Mænd Græsset, eller og
derved kand profiteres en lumpen deel mere i Græs=Penge hos Fremmede, end
Byen selv pleyer at give. Saa at man derover fast aldrig skal finde en Bye,
hvor Creaturene gaaer løse i samlet Hiord paa Marken og Overdriften, hvis
Græs er jo forslaget til Qvægets ubodelige Skade, der ey i5 Aar kandfaae den
Vext, som de ellers i 3 Aar ved god Græsning kunde opnaae, hvilket deels kommer
deraf, at enhver, som sagt er, vil tilsette for meget, og skiønt han seer, det er
skadeligt for Publico, saa vel for ham selv, som for andre, saa kand det dog
ey hielpe, han tænker immer: det gaar ham ikke værre end hans Naboer,
med et Ord, det er fælles Græsning, derfor skal den ruineres:
Deels foraarsages saadan Uheld af den idelige Trækning over Marken,
helst nye Landsmark af de store Drifter, hvis Creature, nogle hundrede i Tal¬
let, hver Dag en eller tvende gange drives ud i Marken og igien hiem af Mar¬
ken, hvorved Græsset skammelig nedtrædes, Roden beskadiges, og ligesaa
meget forderves som fortæres:
Ville man sige: hvorfor settes Creaturene da ikke i Tøyre, hvorved de
kunde nære sig dobbelt saa got paa mindre Græs, som og paa visse Steder i
Landet, med god Fordeel i Verksettes? Da svares: just for Fælleskabets skyld,
som derudi er hinderlig; thi naar kuns en eller nogle Mænd i en Bye af Egen¬
sindighed setter sig derimod, og slaaer sine Creature løse, maa de andre nødes
til at giøre det samme, og hvis det end paa nogle faae Steder kommer til
Tøyring, saa er dog Fælleskabet atter til hinder, naar hver skal tøyre paa sine
Agre, som ligger hist og her adspredde i hver Vang, og faaer da sit Græs
