316
Spørges her, hvad det dog maa være, som volder at Børne=Kop¬
pernes Jndplantelse ikke bliver almindeligere blandt os, da svares:
At nogle Forældre ikke kiende dette Middel, eller vide at omgaaes dermed,
skiønt Omgangen er gandske eenfoldig og naturlig, andre som have hørt sige
deraf, holde det ikke for sikkert; Men de som baade vide det og holde det for
got i en naturlig Hensigt, frygte dog dets Fare og Skade i Henseende til
Samvittigheden, forestillende sig, det var at friste Gud og at ville forekom¬
me ham som er Livets og Dødsens HErre. Nu dette lod sig høre, dersom
Sygdommen kunde henregnes til det rare og uvisse Slags. Men posito
contrario, da mener jeg ikke, at GUd fristes ved dette Middel, mere end ved
alle andre Præcautioner, som bruges med maadelig Besværing, til et større
Onde at afværge. Ex. gr. een Aareladen hvis skiødesløse Behandling under¬
tiden har draget slemme Følger, ja Døden selv efter sig, men saare sielden og
gandske tilfældig Viis, hvorfor ingen anden af saadanne rare Exempler, lader
sig indbilde, det var at styrte sig utidig i Døds Fare, eller friste Gud, naar
man lod sig en Aare aabne, for at undgaae en Feber eller noget værre.
Tyrkernes Indbildning om Skiebnens og saaledes Døds Timens Urygge¬
lighed, forbyder dem at tage Præcautioner mod Pesten. Dette synes dem
ogsaa en Formastelse, ja en Maade at friste Gud paa, men hvem af os veed
ikke, at de tage feil, og at deres Vildfarelse har meget skadelige Virkninger i
Henseende til den borgerlige Velfærd.
Til de Aarsager som kiendeligen forkorte mange Menneskers Liv, følge¬
ligen skille Landet ved en Deel af sine Jndbyggere, henregnes og saa med
Billighed, en Mangel paa saadanne Jorde=Mødre, som kunde kaldes baade
vel underviiste og veløvede i deres Kunst. Denne er vist nok een af de høyst
magt paaliggende, og i store Stæder fattes ikke heller Leylighed til Underviis¬
ning der i. Men i smaae Stæder og paa Landet, veed enhver, hvor rart det
