E¬
n Verdens Alder og en Slægt, som bruger mere Brændsel af sine tynde
Skove, end Fædrene af de tykke, kalder det en billig Omhu og Kierlighed,
for Efterkommerne, der blive deres eget Kiød og Blod, naar de seer paa,
at disse ikke skulde fryse, fordi vi sveder. Vi holder flere Stuer og Kamre
varm med Caminer og Vindovne, som er Skovenes Begravelser. Der kaages flere Rætter
Mad, endogsaa i maadelige Folkes Kiøkkener. Thee og Caffe og sligt, to til tre Gange om
Dagen, og midt ud paa Natten, fordrer meget. Her er, til Landets Ære og Gavn, flere
Værkstæder end forhen, som bruge Brænde og Kull i Mængde. Derimod sættes nogle
Træer her og der, og nogle ringe Eeger og Bøgn voxer op under Beskiermelse af en Torne¬
busk. Men det vil intet forslaae i Fremtiden, imod det der nu bruges. Naturen har
samme Lyst, som i gamle Dage, og samme Kraft til Skovens Fremvext. Men den bliver
hindret paa flere Maader end da. Det vrimler af Mennesker i Landene. Man legger alle
Slags Qvæg til i stor Mængde. Og Vildt formerer sig, og bliver med stor Nidkierhed
handhævet. Alt dette er i sig selv lyksaligt og billigt. Men derudover er der ikke i Pro¬
prietariernes Skove, og den som er given Landmanden til Overdrev, saa stor en Plæt,
som man kunde skyvle med en Hat, der faar Frihed at bringe et Tre frem, uden af en
slumpe Lykke. Og naar Naturen mister ald Fred og Frihed, bliver de fortrydelig og
magtesløs. Rollin siger et Stæd, dog med en andens Ord, at de smaa bløde Træer,
som vore Kræfter forslaaer noget til at hielpe paa, de var givne hen i vor Omsorg, for
