169
er klart, at sligt ingenlunde haver Medhold i Loven, eller er grundet i Odels¬
Retten i sig selv, men kommer an paa en uretviis Dommer, og en ildesindet
Part, eller Fuldmægtig, og derhos vil jeg stadig haabe, at det ikke kand siges
saa almindeligt, som Forfatteren synes at give tilkiende, men at det snarere maae
regnes til Forfatterens alt for hastig dømmende Indbildning; og hans alt for
gode Tanker om samme, thi som han stadig har haft i Sinde, at sværte
Odels=Retten, og at afmale samme, som høyst skadelig for hans Fædreneland,
saa har han, mueligen af alt for stor Nidkierhed, ladet sig forleede til at bruge
saadanne Ord til dens Forkleinelse, som vel kunde opvekke Mistanke og en ond
Meening om samme, men dog vare af et alt for vidtløftig Begreb og Fortolk¬
ning, om de end og paa et eller andet Sted for endeel kunde synes, at være pas¬
selige; Og er det i mine Tanker et uimodsigeligt, og noksom øyensynligt Beviis
paa, at Odels=Retten aldrig har været mistænkt for at være en saa aabenbare
og nødvendig Aarsag eller Anledning til saa store Uretfærdigheder, som den her
tillegges, at den endnu uanfegtet staaer ved Magt, da den vel ellers, om slige
onde Følger deraf vare saa almindelige, for længst ved Love og Forordninger
var indskrænket, eller aldeeles ophævet; at jeg ikke skal tale om, som før er sagt,
at den udi mange brave Mænd, om hvis sunde Fornuft, grundige Jndsigt i
Lov og Ret, samt oprigtige Landelskende Hiertelaug ingen Tvivl kand bæres,
altid har haft, og endnu har sine Forsvarere og Talsmænd.
Men for at komme nærmere til Sagen, maae man da see, hvad det er,
som Forfatteren i sær klager over, og med saa heslige Farver afmaler: Og da
siger han: At den forvolder alt for kostbare Rettergange, som endes med begge
de trettende Parters Undergang; i det at visse Folk med Umag og Møye op¬
