110.
ileede en eller anden fattig Odels=Arving, som de formaae til enten for lidet;
eller for intet, at laane sit Navn til Sagen, som anlægges,, for at udperse
Penge af Opsidderne; og derefter lade de Odels=Arvingen forblive i sin forrige
Elendighed. Men foruden at det ingenlunde er troeligt, at slige Lovstridige,
og underfundige Omgange, tvertimod den ellers saa bekiendte Norske Ærlighed,
og indbyrdes Kierlighed, skulle forøves; eller om det uventelig eengang kunde
skee; at det jo da med Afskye og Mishag ansees, saa sees tillige tydelig, at det
ingenlunde kand have Grund i Odels=Retten i sig selv, da det løber lige imod
Norske Lovs femte Bogs, tredie Capitels, syvende Articul, som endog viiselig
har forebygget slig Omgang, da den fastsætter, at om den som har Odels=Godset
i Eye, mistroer den, som vil løse det, at det skeer ikke for sig selv, men for en
anden, da skal Løseren sværge paa: at han løser det for sig selv og NB.
ikke for nogen anden. Naar nu denne Lovens Articuls Bydende bliver efter¬
levet, som staaer enhver Part frit for at paastaae; saa kand jo slig Underfun¬
dighed aldrig finde Sted, thi jeg vil ingenlunde troe, at nogen Odels=Arving
skulle være baade saa ugudelig, og saa taabelig, uden nogen, eller ikkun liden
Fordeel, at ville giøre en falsk Eed en anden til Tieneste, som til Taksigelse
derfor vilde skille ham ved sit Fædrene Gods, og lade ham blive i den forrige
Armod og Elendighed. Og skulle saadan uventelig Hendelse, eengang indtreffe,
maatte dertil siges, at ikke den allerviiseste Lov, end ikke Guds Lov selv, kand
forebygge Menneskenes Ondskab, at de jo daglig derimod paa een eller anden
Maade forsætlig synde, men derfor kand de dog ikke ophæves.
Videre siger Forfatteren: At Under=Dommere, Procuratorer, og
Laug=Rets=Mænd vidtløftiggiøre Odels=Sager med Udsættelser, unyttige
