111
Granskninger, Reyser og Besigtelser med videre, anseende Odels=Tretter for
deres beste Jndkomster., Jtem. At det dog er ilde, baade at den, som har
en retfærdig Sag, skal kiøbe sig den til for Penge; Saa og at den, som
ningen Ret har, skal kunde faae den for Penge.,
Men hertil vil jeg kortelig svare. 1) At det er Sætning uden Beviis, og
havde jeg aldrig kundet forestille mig, at nogen skulle have fattet saa ufordeelag¬
tige Tanker om Norge, at de eengang kunde tænke, end sige troe, eller søge, at
overtale andre til, at troe, at Retten skulle være saa almindelig, og saa at sige
offentlig til Falls for Penge i det Rige, der med saa grundige, og ypperlige
Love er forsynet. 2) Om det end skuld være, at en Underdommere befandtes
saa forglemsom mod sin Eed og Pligt, saa er dog hverken han tryg for den
fortiente Straf, eller den forurettedes Ret derved forspildt, thi ved Jndstævning
til Høyere og Høyeste=Rer, kand han forvente, ikke allene selv at komme til
sin Ret, men endog at faae den uretfærdige Dommere vedbørlig straffet, naar
det ham overbeviises, da der haves heel ofte Beviiser nok paa, at Underdom¬
merne, ikke for saa grove, men langt ringere imod Loven begangne Forseelser,
paa det alvorligste bliver anseet. J det øvrige gielder her, hvad jeg ofte tilforn
og fra Begyndelsen af har erindret, at alt hvad der ikke har Grund i Odels¬
Retten i sig selv, men allene er en Misbrug deraf, bør ikke lægges den til Last.
Hvad angaaer, at Dommere, og Procuratorer udhale Sagerne sig til
Fordeel, da vil jeg gierne tilstaae, at der kand findes Procuratorer, hvorom
sligt kand siges, men hvorfor udvælge Parterne sig saadanne Fuldmægtige, og
hvorfor taale de, at unyttig Ophold af dem foraarsages, da i sær de Norske
Oels=Bønder for den største Del selv veed hvorledes Rettergang i Følge Lo¬
ven bør føres.
