112.
Derimod have Under=Dommerne langt fra ikke den Friehed, enten egen¬
myndig, og mod begge Parters Villie, eller paa den ene Parts Begiering,
naar den anden setter sig derimod, uden paa nogen vis Tiid, at give Udsættelser
i Sagen, meget mindre paa egen Haand, og uden Parternes Begiering, at
foretage sig noget Syn, Reise, eller Begrandskning for at vidtløftiggiøre Sa¬
gerne, saa fremt han ikke vil underkaste sig Fare for, efter Loven at miste sit Em¬
bede, eller i andre Maader ansees. Endelig falder alt det, som denne femte
Jndvending melder om de store Penges Udgifter for fattige Odelsbaarne, alde¬
les bort, og bliver til intet, naar overveyes, at enhver Fattig, som ikke har
Raad, og Evne til at bestride sin Sags Udgifter, endnu har et stort, og usvi¬
geligt Hielpe=Middel derimod, som er den i vores Rettergang i Brug værende,
og nu omstunder temmelig overhaand tagende Benaading, som kaldes Fattiges
Hielp, eller Beneficium Paupertatis, hvorved han faaer den Fordeel, at
han uden en Skillings Bekostning, endog undertiden ved frie Procurator, kand
faae sin Ret: (hvor vidtløftig end Sagen maatte være) fra den allernederste til
den allerhøyeste Ret, udført, og oplyst; saaledes, at hverken Dommere eller
Skrivere maae tage noget for deres Umage, med Dommers og Beviisers Ud¬
stædelse. Hvorledes kand nu Retten her siiges, at være til Falls for Penge?
eller at Under=Dommere og Procuratorer skulle befrygtelig udtrække Sagerne
sig til Fordeel? da jeg neppe troer, at nogen Dommere, naar han ey maae
tage noget for sin Umag, skulde finde Fornøyelse i, at vidtløftiggiøre Sagen,
eller foretage sig fleere Reyser, end som Parterne, enten begge, eller een af dem
maatte forlange:
Og uagtet nu saadanne Bevilgninger gierne have den Jndskrænkelse, at
enten Sagen vindes eller tabes, skal ved Sagens Slutning Bekostningerne
erstattes af Forhververen, saa vinder dog den, som har en retfærdig Sag, det
