41¬
derved, at ham aabnes en Vey til, at faae sin Sag oplyst, og udført uden
Bekostning, eller at have nødig, at udtælle i Forveyen store Penge=Summer;
og naar den da ved den sidste Ret er til endebragt, tillægges ham almindeligen
saadanne Omkostninger af sin Vederpart, som kand, om just ikke gandske stoppe,
dog ogenledes veye op imod de, han skal give til Retten, og Rettens Betien¬
tere. Altsaa falder jo alt det bort, som anføres om begge Parters Tab og
Ødeleggelse; Thi hvorledes kand der udkræves store Penge=Udgifter, naar
Dommerne uden Betaling skal forrette deres Embede, Skriverne uden Beta¬
ling udfærdige Sagens Breve og Beviisligheder, ja endog Procuratorerne selv
uden Betaling gaae i Rette, og føre Sagen liige ind for Kongens Høyeste¬
Ret? hvorledes kand begge Parter ødelegges, naar den der til Slutning vinder,
faaer af sin Vederpart sine Omkostninger erstattet, i det mindste for den største
Deel? og hvem kand vel siges at være Aarsag i den tabendes Skade, uden han
selv, thi naar han vidste, at have Uret at staae paa, hvorfor forfulgte han
Sagen?
6.) Siger Forfatteren, at Odels=Retten forvolder Opsidderens, eller
Eyerens Udpresning, saaledes, at naar en Odels=Arving lader lyse sin Odels¬
Ret, skulle Kiøberen, for at forblive i Roelighed af sit Kiøb, see sig tvunget til,
i Mindelighed at affinde sig med Lyseren.
Men det er her let at see, at denne Beskyldning trækkes, som ved Haare¬
ne frem, allene for at sværte Odels=Retten, uden skiellig Aarsag; thi da saadan
Behandling, om den nogensinde tildrager sig, er en blot Foreening imellem
tvende Parter, og ingen af dem er efter Loven, eller Fornødenbeden, uomgiæn¬
gelig tvunget dertil, saa staaer det jo enhver frit for, at lade og giøre, hvad
de finder for godt, naar da en Odels=Kiøbere, mueligens fordi han har faaet
Odels=Gods godt Kiøb, eller deraf haver store Fordeele, finder sig bedre tient
VI. Deel.
