121
. Endelig fremfører Forfatteren (efter sigende af egen Drift) den femte For¬
svars=Grund, nemlig, at Jndbyggerne selv er meget for Odels=Retten, hvilket
han og maae tilstaae, selv at have merket, men formeener derhos, at, som
Børn maae fratages det, som er dem skadeligt, saa maae og Odels=Retten ta¬
ges fra Bonden, da han formoder, at det vilde giøre en Eyere meere flittig og
forsynlig, efterdi de da ey havde anden Udveye, og bedre Middel til at vedlige¬
holde Gaarden for deres Æt og Slægt. Men her maae Forfatteren ikke tage
det ilde op, at jeg bruger hans Vaaben mod ham selv: Jeg tilstaaer ham gier¬
ne den Sætning, at, hvad der er Bonden skadelig, bør tages fra ham, men
derimod bliver jo den Satz fast; at, hvad der er Bonden nyttig, bør forblive
til hans Bedste, naar jeg da ikke allene har viist i det Foregaaende, at Odelen
ikke er skadelig; men jeg endog videre skal i det Efterfølgende godtgiøre, at den
er gavnlig, saa følger jo efter Forfatterens egen Grund=Sætning, at den bør
bestandig vedblive. Dernæst meener jeg og, at den Formodning om Bondens.
Forsynlighed ved Odelens Ophævelse, er aldeeles uden Grund, ja fører sin
Modsigelse i sig selv; Thi, dersom det er sandt, (som tilstaaes) at Bonden er
for Odels=Retten, og Odels=Ret allene falder paa Jorde=Gods, saa maae de
jo endelig have Kierlighed til Odels=Gaardene: Har de da Kierlighed til Odels¬
Sædet, saa maae de og stræbe, at forbedre, og vedligeholde dem, følgelig
maae jo en Odels=Eyere frem for andre, viise sig flittig og forsynlig; allerheldst
det, som i sær skal drive ham dertil, er den Kierlighed, han har for sine Arvin¬
ger, og den Fortrøstning, at hans Flid og Arbeyde skal gandske vist komme
dem til gode, som jeg før har sagt.
Derimod paa den anden Siide, dersom Bonden mister Odels=Retten,
saa mister han derved det, som giver ham særdeles Kierlighed for Stedet, føl¬
VI. Deel.
