125
indbilder sig, ingen i sin Kreds for sig at bør have Fortrinnet, og derfore ikke
alleene med Foragt og Lunkenhed, men og med Bitterhed og Vrede anseer den
Fiende, som med Vold og Magt vil forstyrre, eller skille en ved saa kier en Eyen¬
dom, og da ingen anden Ret kand erholdes mod slige Landets og Jndbygger¬
nes indbrydende Fiender, end ved Vaaben og Værge, og tapper Modstand;
saa driver sligt dem til, ey at skye nogen Fare for at forsvare deres Land, med
Landet deres Love; og med Lovene deres dem derved forundte saa herlige Eyen¬
domme. Hvor tappre derfor de Norske stedse i Krigs Tiider have viiset sig,
behøves ikke her at anføres, da Tiids=Skrifterne (Historierne) noksom derom
bære vidne.
For det Femte, kand Odelen og tiene til at vedligeholde, eller i det mind¬
ste sammenholde Slægten; thi, som Odelen giør hver Odelsgaard til en Art
af Stam=Gods, saa kand de Odelsbaarne ansee sig hver, som en tilkommende
Stam=Herre, og derfor stræbe efter, at holde sig saa meget nærmere Stedet,
for desbedre at kunde passe paa sin Ret. Dette saavelsom hvad i forrige Post
er anført har foruden mig, tillige bemerket Hans Høyærværdighed Herr Pro¬
cancellarius Pontoppidan i hans Norges Naturlige Histories anden Deel
paa den 461 og følgende Siide, og da saa berømmelig en Mands ikke allene
Anseelse, men endog Troeværdighed, da han selv en Tiidlang har forestaaet et
Biskops=Æmbede i Norge, og følgelig er et øyensynlig Vidne, kand meget
hielpe til, at bestyrke min Sætning, saa vil jeg kortelig anfore hans egen Ord
derom, som et Beviis, der ey kand modsiges.
Paa den 461 Siide i den anden Part af Norges Beskrivelse siger han:
Desforuden har enhver Odels=Bonde noget af den Vanitet, at han agter
