128
under det forhadte Hoveries Aag; og saaledes for egen Vinding at giøre et heelt
Riige mindre lykkeligt.
Men paa det at ingen skal tænke, at jeg enten glemmer, hvad jeg forhen
har skrevet, eller er saa forgabet i mine Jndbildninger om Odelens Skiønhed,
at jeg ey kand see de sorte Pletter, som vanhelde dette deilige Ansigt; Saa vil
jeg ingenlunde negte, at der jo tidt og ofte, som Erfarenhed ogsaa lærer, skeer
stor Misbrug med Odels=Retten, og samme anvendes, i sær af egennyttige
Handlende til, tvertimod Lov og Forordninger, at tilsnige sig en ulovlig Brug af
de ved de fleeste Odels=Gaarder værende store Skovs=Parter, men saadanne og
deslige Misbruge er det just, hvilke, som skadelige Vand=Greene paa en god
Frugt=Stamme, skal afskiæres, og udryddes, for at bringe Træet til sine Frug¬
ters Fuldkommenhed, og sætte Odelen i sin rette Glands og Anseelse. Hvor¬
fore, da Forfatteren ved Brevets Slutning, har fremsat nogle Forslag til Ode¬
lens Jndskrænkelse; med hvilke jeg dog ikke kand være eenig, saa har jeg ikke
heller taget i Betænkning, at forestille nogle faa Poster, som efter mine ringe
Tanker, kunde tiene Odelen til Forbedring, overladende i det øvrige til vedkom¬
mende, og bedre oplyste Lovkyndige at paaskiønne, hvo af os begge ( Forfatteren
eller jeg) herved nærmest og best have truffet det af os ved disse Afhandlinger
foresatte Øyemaal, nemlig NORGES og de N0RSKE UviDER¬
SAACTEKES sande LyKSA7GHED. Og er da derom mine
uforgribelige Tanker følgende.
1) At Loven og hvad hdndil om Oelen er i Amindelghed blevet an
ordnet, fremdeles usvæket burde ved Magt blive. Men dog
