211
Formerelse faae Arbeydere nok till Alting? Man har allerede meere
Jord end man vel kand dyrke.
Man maae tilstaaø, at denne Vanskelighed synes af Betyden= Besvarelse
hed: Den kand være større i et Land end i et andet. Dog lad os kun
søge at formindske den, om vi ikke gandske kand hæve den.
Jeg mærker strax, at der er overalt Uleyligheder. Saaledes er
det beskaffen med de menneskelige Sager. Denne Grund=Regel staaer
fast saavel i Sæde=Læren, som i Natur=Læren; Hvorfore det ved all
vor Foretagende kommer an paa at tage i Almindelighed det fordeel¬
agtigste Partie. Jeg dømmer upartisk, det er Menneskelighedens
Fordeel jeg søger og som opmuntrer mig. Jeg ønsker af mit Hierte,
at Monarken, Lehns=Mændene og Folket, at den Rige og den Fattige,
og med et Ord alle Mennesker vare lyksalige og fornøyede. Jeg vilde
altsaa at ingen skulle tage Skade paa sin Ret, paa sin Friehed, paa
sin Eiendom.
Da jeg saaledes følger dette Øyemærke, saa siger jeg først at
Bønderne paa Landet spilde megen Tid, og at man ved et maadeligt
Arbeyde, men ideligt og bedre indrettet kand giøre meget. Dette er
en Anmærkning af største Betydenhed. Paa alle de Steder, hvor
Fællederne ere møysommelige, langt bortliggende, moradsige eller skade¬
lige, der fordærves Hyrdernes, Vogternes, Tienernes og de unge
Folkes naturlige Beskaffenhed, saa at de blive gandske dorske i Lem¬
merne, og søvnagtige over den megen Natte=Vagt og Strapatze de
maae udstaae ved at vogte Qvæget eller ved at gaae og oplede det.
Hvad flyder heraf? Disse Folk giøre i Førstningen nogen Tieneste
med Fyrighed, men de ere ikke gode for at udstaae et vedholdende og
ideligt, skiønt maadeligt Arbeyde. Men til at dyrke Jorden, behøves
kun faae Styrkes Greb: dertil udkræves fornemmelig Vindskibelig¬
hed, Flittighed, Nøyagtighed, Agtpaagivenhed. Det er at sige, at
de vidtløftige Fælleder give undertiden Anledning til en selvgjort Sand¬
seløshed, hvilken man kunde kalde en Dumhed, som er een af de skade= Nye Feyl
ved Fælle
ligste Feyl for Agerdyrkningen. End meere dersom jeg herom skulle der
tilkiendegive min Meening, da torde jeg forsikkre, at saadan dum
Sandseløshed kunde vel arves paa Børnene, og jeg vilde grunde min
Sætning paa en Mængde af Ting, hvilke det ikke skulle blive van¬
skeligt at stadfæste ved philosophiske Fornuft=Slutninger. For det an¬
1175
