212
det ere der mange Folk, som ere dovne og sandseløse af den Aarsag,
fordi de have intet for dem selv til eye. Troe mig, nogle skulle strax
gribe til Flittighed, Munterhed og Huusholding ved Fælleders Afskaf¬
felse og Deeling; Fornemmelig om Jordene, som ved Lodden tilfaldt
dem, bleve erklærede uafhændelige, og at ingen skal kunde tage dem
fra dem, hvilket jeg har sat forud. For det tredie, spørger jeg, de
Fælleder, som bruges til Græs=Gange, foraarsage de ikke, at megen
Tid spildes, give de ikke meget at bestille? Maa man ikke om Natten
eller en stor Deel af Natten, skikke Hyrderne stærk Vagt til Hielp?
Maa ikke Tieneste=Folkene paa adskillige Stæder før Tiden afbryde
deres Søvn, og gaae til det strængeste Arbeyde, naar de skal ud at
oplede deres Bæster. Tieneste=Folkene og Bæsterne ere da lidet i
Stand til at udrette deres Dag=Arbeyde. Hvor ofte skeer det ikke, naar
man skal spænde Hestene for Vogn eller Plov, at man maa spilde
det beste af Morgenstunden paa at lade dem beslaae, fordi de paa
Fælleden have rendt Skoene fra sig? For det fierde; er det ikke natur¬
ligt at slutte, at naar Eiendommen bliver formeret, saa vil Almuen
og Egteskaber i Ligning derefter og formeeres? Man beklager sig at
man fattes Arbeydere, og man kunde forskaffe sig dem. For det femte,
naar det kommer an paa at forskaffe sig Foer, saa maa jo baade den
lange Vey og Umagen regnes for noget. Høet er saa fornøden paa
Landet, at jeg seer Bønder to Gange om Aaret hente det to Mile borte,
endskiønt det ikke er af det beste. For det siette Høets Jndsamling, kand
skee med Tiden, og meere magelig, end ald andre Giødes Jndsamling.
Kornets, Frugtens eller Vindrues Jndhøst bør skee til en bestemt Tid,
man kand hverken haste eller tøve dermed, uden at underkaste sig Fare
for stor Forliis. Men naar man regner de to Aarets Tider, saa har
man næsten tre Maaneder til at indsamle Høet og dets Levninger.
Først indsamler man Høet af de feede Enge, de Enge, som ere gjorte
ved Konst, saadant Høe, som er bestemt til Kiøerne, og siden det,
som man tænker at give Hestene, endelig hvad man vil lade blive til
Sæd. Forpagterens gandske Huus, Mænd, Børn og Qvinder hver
efter sin Styrke kand med Nytte bruges til dette Arbeyde, ja endog i
Nøds=Fald er det ikke Herremændene selv uanstændigt, at gribe til Fur¬
ken eller Riben, og man begriber let, at Maaden til at sette det i Stak
og at bringe det i Lade, kunde lettes ved at omlegge Fodstykkerne ved
