244
Vil man sige: At Fiske=Rettighed, ved saadan en Gaards Magelag eller
Overladelse til en anden desuden Lodtagen i samme Fiskeri, kunde reserveres
forrige Eyere. Da svares: At, foruden det, at hermed kunde skee Misbrug,
bliver det vel altid det retteste: At Herligheden følger Grunden, og aldrig til¬
lades derfra at abalieneres. Overalt maae man vel spørge: Hvor den skulde
optrække, som selv ingen Optrek harde?
Det 2det Middel til at befordre Fælledskabets Hævelse, bliver dette: At
man svækkede den Hindring, som de adskillige Gaarder, der foraarsager Fælled¬
skaber, og ellers magelegges kunde, tilliggende Herlighed af Skov og Tørve¬
skier foraarsager. Og angaaende Tørveskieren, da agter jeg rettest: At den
Tilladelse, Loven giver Eyeren, den Stund= han udviser Bonden fornøden
Tørveskier, da selv at betiene sig af den øvrige aldeles blev hævet. Hvorved
jeg venter saa meget desto mindre: At nogen skulde agte sig besværet, som jeg
aldrig veed nogen Proprietair, der til Dato har betient sig af denne Lovens
Tilladelse. Og at det derimod blev anbefalet: At enhver Bonde skulde udvi¬
ses og tillades saa stor en Plet af sin Tørve=Grund aarlig at skiære, som den
til bestandig Brug, og uden Formindskelse i Tiden, eragtedes at kunde taale.
Men angaaende Skoven paa saadanne Gaarders Grunde, da er Skov
i denne Tiid saa stor en Herlighed, og kand for nogle Eyere være saa umistelig,
at den ene Naboe vist nok undseer sig ved at begiere saadan en Gaard fra den
anden, med mindre han anbyder en anden af samme Herlighed, og i saa Fald
Mangler derimod dette, da ag¬
behøves ingen videre Forslag og Anstaltning.
ter jeg rettest at tolerere et saa nødvendigt Fælledskab, indtil forandrede Tider
og Omstændigheder hæver det selv, eller giver beqvemmere Leylighed til at hæve
det. J mindste veed jeg intet beqvemt Middel her at foreslaae. Og som jeg er
noget varsom i at raade til de Midler, som Tingenes Nytte og Fornødenhed
ikke synes at tilraade, saa meener jeg mig og høyst beføyet til at prise vor Re¬
giering, som alt for mild og lemfældig til at antage dem; Thi, saavidt jeg skiøn¬
ner, da er det just formedelst saadanne vigtige og umistelige Herligheder, at de
ikke een eller anden til Fornærmelse skal fravendes, at intet Magelag, i Mangel
af indbyrdes Foreening, kand naae sin Fuldbyrdelse, uden fra Mayestetens
høye og hellige decision.
Det zdie, sidste og vigtigste Middel efter iværende Omstændigheder (thi
andre Omstændigheder kand baade fordre og tillade andre Midler) til at befor¬
dre Fælledskabets Hævelse, bliver dette: At man ved en nye Landmaaling hæ¬
vede den Hindring, som Matriculens Ulighed forekaster. Men Ordet allene:
