265
Brændsel, at vi virkelig er gaaet forvidt i Skovenes Rydning og Mosers Op¬
skiærelse, saa er jeg dog ikke saa frygtsom, som mange andre, der vist formode,
at en yderlig Trang for Brændsel her i Tiden vil existere, og at de følgende
Slægter heri vil vorde meget verre farne og høyst forlegne. Ney! jeg fortrøster
mig til, at saasnart Jorddrotternes Fordeel heri forener sig med Statens, og
deres Oeconomiske Beregninger tilsige dem: At deres endnu overblevne Skove
rettest conserveres, og at den og den Grund til Skovs=Fredning og Opelskning
fordeelagtigst (om ikke just til aarlige Renters Jndtagelse, saa dog til deres Hoved¬
Stoels og Formues Forøgelse i Tiden) vorder anvendt: da bliver formedelst
Regieringens upaatvivlelig vedvarende Omhue og timelige Foranstaltning ingen
videre Formindskelse af Statens Brændsel at befrygte; Thi lad være, at Trang,
Gierrighed, Uskiønsomhed og Mangel af nøyagtig Jndsigt og ret Beregning,
vedbliver paa eet og andet Stæd at ødelegge, saa vil dog, siden denne Ødeleg
gelse just giør Regningen over Fredning og Platning desto fordeelagtigere
for andre, hvad som saaledes forødes paa et Stæd, oprettes paa et andet.
Og som det er Mennesket saa vanskeligt at holde Middel=Veyen, og den
rette Forholdelse, helst i Ting, der fordre saa dyb Jndsigt og vanske¬
lig Beregning, som denne, til nogen Bestandighed at iagttage: da agter
jeg det end ikke utroeligt: At, naar man først mærker, at man i Brænd¬
sels Medtagelse er gaaet for vidt, og at Grunden ved Brændsels Fred¬
ning kand beregnes fordeelagtigere, end ved anden Brug, man da endog
freder Brændsel over Fornødenheden; Thi det er vor ustadige og frem¬
fusende Slægts sædvanlige Skiæbne, at, i det vi haste fra en Yderlig
hed, skeer det gierne med saadan Fart, at vi ikke standse i Middel¬
Puncten, men farer over til den anden Side, og naar vi nu vende,
gaaer det os gemeenlig ikke et Haar bedre paa Retouren. J denne Sag
er det ellers meget lettere at slippe ud fra den ene Yderlighed, end den
anden (mellem hvilke jeg tænker, at der allerede i mange Stater ere
skeete adskillige Vendinger.) Ere Skovene blevne for mange og over¬
flødige, da er det en let Sag at faae dem ryddede. De vil, saa at
sige, rydde sig selv.
Men ere de blevne for smaae, da fordrer deres
standsettelse, Omhue og Overleg, Tid og Arbeyde, med mindre en
Forsømmelse af Landets Cultur redresserer Sagen.
Depopulation og
Efter saadant mit Overslag beklager jeg derfor ikke saa meget, at saa
megen Skov nu er bortryddet, som at man mange Gange har ryddet
paa urette Stæder:
i8 VI. Deel.
