274
lige nær. Endnu behøvedes at vide: Hvad og hvor megen Brændsel de nu
tienlige indeholde: Hvor lang Tiid enhver Mose især, eller alle, almindelig
beregnet, kunde behøve fra Tørvens Udskierelse til at voxe igien, ersette sit Tab
og komme i forrige Tilstand: Samt hvor mange af de nu til Tørv utienlige
Moser der i Tiden vil blive, og om hvor lang Tiid de vil blive tienlige.
Hidindtil maa man og tilstaae, at disse Ting ikke ere værdigede megen
Granskning og Eftertanke, men meest tilladte at forblive udi Mørket, skiulte og
ubekiendte, da Tørve=Grunden hidindtil, almindelig talt, er afbetient og med¬
tagen snart gandske uden Overslag og Bekymring, enten den kunde taale saa
at medtages til Bestandighed, eller ey, enten der lades noget til de sildige Ef¬
terkommere, eller ikke. Dersom man derimod allene efter beste Skiønsomhed
og Jndsigt, som nu haves, og ligesom samme med Tiden kunde tiltage, vilde
betiene sig af Tørve=Grunden, og ikke videre medtage den, end den eragtes til
Bestandighed, og uden Eftertidens Nachdeel at kunde taale: da vilde man me¬
get nøyere indsee vor Oeconomie i denne Post, hvorledes det har sig med Sta¬
tens Brændsel, og om det i nogen Maade er venteligt og rimeligt, heri at holde
Balancen. Thi, endskiønt vi langt fra endnu ikke har den Kundskab om Tør¬
vens Natur, Væsen og Tilvext, som forynskes og eftersøges; saa vilde dog
ventelig det Lys, som vi haver, dersom vi fulgte det, noksom være tilstrækkeligt,
med fuld Vished at overtyde os: At vi medtage vor Tørveskier langt over det,
den kand udholde i Længden, og mindre til Bestandighed. Saa meget veed vi
for Exempel: At paa den Plet eller Strekning, hvor Tørven nu opskieres,
allene 8 til 10 Tørve dybt, der bliver ikke igien tienlig Tørv i Mands Minde.
Saa meget veed vi og, eller kand i mindste paa meget probable Grunde tilregne
os: At de Moser, som endnu ikke har tienlig Tørv, skiønt de dertil kand synes
convenable frem for andre, i dem kand heller ikke i mange Tider og langt over
Mands Minde Tørv være skaaret. Skal derfore slige Moser i Tiden give
Tørv, da udfordres til dens Tilvext meere end eet Seculum. befindes det
derfore: Ai vi aarlig medtager allene J Deel af vor Tørveskier, da see vi alle
rede af det Lys, som vi have: At vor Oeconomie er urigtig.
Den Tørveskier derfore, som jeg her kalder utilladelig, og anseer, som
en Hindring, som for Brændselens tilbørlige Priis, saa for dens tilbørlige
Fredning, er allene den Andeel, der overstiger, hvad Statens, eller hvad som
er det samme, hvad enhver Eyeres og Fæsteres Tørve=Grund til Bestandighed,
kand taale aarlig at tilskyde. Den øvrige derimod, som uden Nachdeel og Af
gang for Eftertiden tages kand, den ansees her, som tilladelig.
