275
Læseren agte og: Det jeg her supponerer og agter rettest at supponere: At
Skov og Tørveskier beholder samme indbyrdes Forholdelse, som de
nu have, og begge Proportionaliter efter iværende Tilstand concur¬
rere til Brændsels Forskaffelse, dog saaledes, at dersom Byrden ved
ret Omgang og Behandling skulde befindes, at være dem begge forvoxen,
da skal Skovene, siden de ved vor Flid formedelst Fredning og Plant¬
ning best kand formeeres, paatage sig alt det øvrige, hvad Tørveskie¬
ren uden sin Forringelse ikke kand taale.
Vel veed jeg, at man almindelig kalder al den Fæsternes Tørveskier util¬
ladelig, som overgaaer deres egen Fornødenhed, og vil formeene sig dertil beret¬
tiget, af Lovens Bydende, da den pag. 471. forbyder Bonden at skiere videre,
end Hosbonden udviser; og pag. 466, at han intet af sin Tørve=Grund maa
bortleye; og endnu sammesteds tillader: At naar Bonden udvises Tørveskier til
Fornødenhed, da maa Hosbonden tage og betiene sig af Bondens øvrige Tør¬
veskier. Men jeg handler her, ikke som Jurist, men som Statsmand: Og vil
man vide mine Tanker denne Post angaaende. Da holder jeg for: At, den
Stund Hosbonderne, efter deres almindelig vedtagne Forhold, ikke benytte
sig af den ommældte Tilladelse, Loven giver, og hverken selge eller bortleye
enten af deres Fæsteres eller Hoved=Gaarders tilliggende Tørve=Grund, da kand
og bør de ikke i Almindelighed formeene deres Fæstere at skiere over deres For¬
nødenhed. Saadant Forbud kand i ingen Maade bestaae med den beste Lan¬
dets cultur. Thi da den beste cultur uomgængelig medfører: At enhver Grund
afbetienes paa det beste, dog saa, at den kand skee til Bestandighed, og uden
Afgang for de følgende Tider, saa tillader den ingenlunde, at de Beboeres
Tørve=Gaarde, der ere større, end deres egen Fornødenhed til Bestandighed,
udfordrer, urørte i saa lang Tiid henligger, at de baade kunde være opskaarne
og tilvoxne igien. Ligesom den nogle visse Jorddrotters Oeconomie, at lade
deres Skove aldeles urørte, og ikke engang at fælde de Træer, som dog selv
aarlig aftage, og dertil hindre andres Tilvext, ingenlunde er at rose, men er
som deres egen, saa og Publici Fordeel til Fornærmelse. Tørve=Moserne,
maa man agte, falder meget ulige. Nogle Byer og Egne har ingen, eller i
mindste langt under Fornødenhed, andre derimod har mange, og over Fornø¬
denheden. Billighed, Selskabs Love og retteste Huusholding fordrer jo da:
At den enes Overflod raader Boed paa den andens Mangel. At en Bye,
eller Egn bestandig freder meere Tørve=Grund, og lader stedse uafbetient hen¬
ligge, end den nogensinde behøver eller behov giøres, kand jo ikke bestaae med
