276
den beste cultur, helst naar Naboerne har Mangel derpaa, og samme kunde
komme dem og Staten med dennem til Nytte. Vil man sige: At de trængende
Naboer kunde plante og frede Skov, da spørges: Om saadan Grund uden For¬
nødenhed skal unddrages anden fordeelagtig Brug. Og siger man: At de faaer
at forsyne sig fra andre. Da spørges: Hvorfore ikke fra disse Naboer, som
bevare, hvad de aldrig bruge, eller ret afbetienes. Giør man derfore Reg¬
ning paa, hvor mange de Jndbyggere ere, baade i Kiøbstæder og paa Landet,
som hverken har Grund eller Brændsel, og tillige overseer Statens Skove, og
giør Overslag, hvor hastig en Undergang dem vilde forestaae, om de allene skulde
forsyne alle disse med Brændsel, da fattes det lettelig: At Tørve=Mosernes Und¬
setning heri umuelig kand undværes: Og at det efter Statens iværende Omstæn¬
digheder vilde medføre de allerstørste Uleyligheder, om Tørve=Grundens Eyere
og Fæstere intet skar over egen Fornødenhed, intet solgte og intet bortleyede.
Svares hertil endnu: At disse kunde forskaffe sig Brændsel ved fremmed Tilfør¬
Da spørges, som forhen: Hvorfore fra Fremmede, den Stund Landet
og Landsmænd paa sine Steder har Overflod (thi videre, maa man agte, end
enhvers Grund over egen Fornødenhed til Bestandighed kand afkaste, siger jeg
ikke, at den medtages eller afbetienes skal.) Desuden agter man: i hvad Priis
Brændsel allerede er hos Naboerne, og hvad Tilførselen vilde koste, især for
nogle Egnes Beboere, samt hvor utilstrækkelig Formuen er hos den største Deel
til denne Bekostning; da seer man vel, at, hvis ingen nærmere Hielp vides og
erholdes kand, da best for de Fleeste, at pakke ind for Vinteren, og søge Brænd¬
selen der, hvor den er. Hvad som derfore efter Tingens Natur er billigt, og
efter iværende Omstændigheder uomgængeligt, var det vel og best, hverken i
denne, eller andre Poster at erklære utilladeligt. Desaarsag finder man og:
At Jorddrotterne, i mindste de fornuftigste, da det lettelig falder dem i Øynene,
at det aldrig gik an, eller kunde bestaae med Statens Beste, at de, der vare
Eyere og Fæstere af Statens Tørve=Grund, vilde udelukke alle de øvrige fra
al Lod og Andeel derudi, heller ikke i Almindelighed gjør det Forbud, det Loven
dem dog tillader: At ingen af deres Fæstere maa skiere Tørv over egen Fornø¬
denhed. Og giøre de end dette Forbud, saa gaaer deres Øyemeed dermed dog
ikke videre, end til at formeene Fæsterne, at medtage Tørveskieren over det,
som enhvers Grund i Længden og til Bestandighed kand taale. Men da Jord¬
drotterne hidindtil ikke med nogen Vished har tiltroet sig at kunde bestemme,
hvorvidt enhvers Tørve=Grund aarlig kunde taale at medtages, deels ogsaa,
da Brændsel forhen ikke saa nøye blev regarderet, har undslaaet sig for den
