aarlige Udvisning, og end meere for den hertil behørige Eftersyn, Grandskning
og Overslag, da har de gierne ladet det forblive ved den Clausul, som Lovens
Ord gav dem Anledning til: Ey at skiere over gen Fornødenhed. Og ligesom
den beste cultur, som nu udført er, ikke tillader: At de Fæsteres Tørveskier,
som over egen Fornødenhed har til overs, ikke uden til egen Fornødenhed med¬
tages; saa tillader den heller ikke: At enhvers Tørveskier medtages efter hans
Fornødenhed, da mangfoldige langt fra ikke har det, som er fornødent til Be¬
standighed.
Anden og videre Tørve=Skiær kand derfore ikke egentlig siges utilladelig,
for Landets Brændsel utaalelig og fornærmelig, og heller ikke Staten i nogen
Maade skadelig, end den, der overstiger, hvad Enhvers Grund til bestandig
Afbetiening kand taale.
Naar denne Sag derfore saaledes ansees i sin rette Beskaffenhed og Sam¬
menhæng, da tænker jeg, at det var en ynskelig Sag, om det maatte behage
Lovgiveren, Lovens Bydende om Tørve=Skiær saaledes at forandre: At enhver
Hosbonde havde at udvise sin Bonde til aarlig Brug saa stor Plet efter Qva¬
drat=Maal, som Enhvers Grund efter beste Skiønsomhed kunde eragtes
at taale til Bestandighed, uden derved i Tiden at forringes, og det uden Hen¬
sigt til Fæsterens Fornødenhed: At Fæsteren maatte benytte sig af den anviiste
Plet, som han selv best eragtede, hvad enten han saa selv skar, eller bortleyede
den til andre (thi adskillige Egnes Forskiellighed i Mangel eller Overflod af
Tørve=Grund foraarsager, at Tørve=Grunden undertiden best bortleyes.) At
Tørve=Granden ligesaa lidet, som Ager=Landet maatte Fæsterne af Hosbon¬
den fratages: Og endelig (paa det at Bonden ikke skulde gaae videre, end tilladt,
og Hosbonden have desto nøyere Jndsigt med Bonden.) At den Bonde, som
noget Aar skar meere, end ham var udviist, skulde have sit Fæste forbrudt, i
Fald han derfor blev tiltalt forinden samme Aars Udgang, men i vidrig Fald
være for Hosbondens Tiltale aldeles angerløs.
Ved denne Anordnings nøyagtige Efterlevelse (hvortil Proprietairerne paa
alle muelige Maader maatte tilskyndes og forpligtes, saavelsom vedkommende
Betientere paa Kongens Gods,) kunde man da love sig den store Nytte; Om
nogle gandske faa Aar kiendelig at blive vaer, om Statens Brændsel virkelig
aarlig aftager, og omtrent i hvad Grad den aftager. Da denne Kundskab og
Jndsigt nødvendig vilde forebygge den videre Afgang, og derimod tilskynde til at
foretage de tienligste Midler til at bringe den til sin tilbørlige Forholdelse; Thi
herved vilde Tørv, ja Brændsel i Almindelighed, nærme sig til sin rette Priis,
Mm 3
