280
gierne, at nogle Skovvexter, særdeles naar de plantes, i Ungdommen kand
behøve god Jord, hvilken det heller ingen Sag er dem at meddeele. Men,
naar de først kommer til nogen Førlighed, dependerer baade Vext og Varig¬
hed fornemmelig af den nedrigere Grunds Beskaffenhed. Naar jeg derfore
anseer de Grunde, paa hvilke der endnu findes Skov, saavelsom de Grunde,
hvor Skoven endog i Mands Minde er bortryddet, da beklager jeg ikke nær¬
saa meget, at saa megen Skov er bortryddet, som at man mange Gange har
ryddet paa meget urette Steder. Man finder mange skarpe og til Agerdyrk¬
ning lidet tienlige Grunde, som endnu levende Folk forsikkre, med megen skiøn
Skov at have været begroet. Og derimod kand man finde end og i Nærvæ¬
relsen Skoven at være sparet paa en ganske frugtbar Grund. De Skove der¬
fore, som endnu findes paa skarp Grund, de burde for alle Ting fredes og ved¬
ligeholdes. Og, hvor nogen Strekning til nye Skov=Plantning anvendes
skulde, der burde man tage den skarpere og til Korn=Sæd mindre tienlige; Thi
lad være, at den fordeer nogen meere Flid og Umage, forinden Træerne vil
slaae an, saa er dog Fordeelen derved baade for Eyeren og Staten øyen¬
synlig.
2. Fordrer og den beste Landets cultur: At Skovene nogenlunde efter
Brug og Fornødenhed ere og holdes fordeelte, og ikke saaledes, at en Egn har
Overflod, naar en anden har Mangel. Jnde i Landene og langt fra Søen,
burde Skovene ikke være større, end Egnene selv kand beregnes om¬
trent at behøve. Men nær ved Søen skadede det ikke, at de vare større,
end Egnen behøvede, for deraf at undsette de Trængende, samt en og anden
anlagt Fabriqve. Thi formedelst den idelige Omvexling og Foranderlighed i
Omstændigheder, som denne Verdens Beboere ere underkastede, vil dog alle
Tider Mangel paa Brændsel et eller andet Sted existere.
Endelig 3 da behøver Skovene en gandske anden Omgang og Behand¬
lings Maade, end de hidindtil nydt have. Saalænge der var nok atftage af,
gjorde man sig ikke saa megen Betænkning, hvad der var rettest at tage, som
hvad der var lettest at komme til, og best at handle, og mindre tænkte man paa,
at frede igien i det borttagnes Sted. Derover staae endnu mange udhulede,
knudrede, skaldede og udgangne Træer tilbage, der med Forundring har
maattet see deres Børn og Børne=Børn, dem de dog til en sildigere Slægt
havde opklækket, og tænkt deres paastaaende Grund til Arv at efterlade, af os
i deres blomstrende Ungdom at være fældede og røvede. Mange af dem har li¬
gesom selv søgt Graven, og fordret Øxen, i det de øyensynlig nok Aar efter
