886
det rimeligt nok, at de fordum kand og maae have været meget større.
Videre og dybere, endnu skeet er, her at indlade os, i de omtalte Tør¬
vens Væsen udgiørende Vexters Natur, Opkomst, Arter og Egenska¬
ber at beskrive, eragter jeg ufornødent, siden vi her har at handle ikke
til Physiqvens eller Botaniqvens, men allene til Oeconomiens Nytte
og Forbedring.
Hvad sig nu det 2det Spørsmaal betreffer: Om det er noksom bevisligt,
at Tørve=Moser efter deres Udtømmelse opvoxe paa nye. Da er dette i Følge
Tørvens forefundnie og nu beskrevne Natur og Væsen aldeles upaatvivleligt.
At Tørven fornemmelig bestaaer af Vexter, og nogen Tørv eeneste deraf, det
er øyensynligt. Og at disse dens Vexter nu ikke ere døde og livløse, men, li¬
gesom alle andre Vexter, vedblive deres Afkom at forplante, om de end selv
udgaae, forraadne og opløses, er kiendeligt nok; thi man finder forfulede,
dog gandske kiendelige Træe=Rødder, endog af den faste Eeg, giennem hvis
Gange og Aabninger Tørvens Vexter tvers og langs sig i Mængde har gien¬
nemtrænget. Paa samme Maade derfore, som jeg har forklaret Tørvens første
Oprindelse og Fremvext, paa samme Maade holder jeg for, at Naturen ved¬
bliver at arbeyde paa dens Vedligeholdelse, og efter at den er opskaaret, dens
Afgang paa nye at ersette. Dertil findes det og med Skaberens øvrige Huus¬
holding aldeles uovereenstemmende: At Tørve=Moserne ikkun for een Gang med
Brændsel til Menniskets Nytte vare forsynede, og at de efter første Udtømmelse,
som i gandske faa Slegters Tiid skee kunde, ævig skulde blive tomme, og Na¬
turen aflade videre at arbeyde paa denne Menniskets Fornødenhed at tilveye
bringe.
Men hvor lang Tid Naturen behøver til at sette en opskaaren Grav eller Mose
i forrige tienlige Tilstand, det er et Spørsmaal, som endnu i vore Tider er af største
Vanskelighed, da os mangle efterladte Opskrifter og Efterretninger om de Tørve¬
Grave, som for længst ere skaarne. Vore Fædre, som havde langt større Forraad af
Brændsel, end vi, kand nogenlunde undskyldes, at de forsømte, saadanne Efterretnin¬
ger, som unyttige at efterlade, da de vel aldrig har formodet, at Brændsel af
posteriteten i den Grad, og saa hastig, som skeet er, skulde medtages. Nu der¬
imod, da posteritetens Mangel bliver alt meere og meere befrygtelig, nu er det
høy Tiid, at adskillige Patrioter (og heldst Hoved=Gaards Eyere, siden deres
Grunde meest ere adskildte, og mindst kand forventes ved Magelag eller anden
Forandring fra=Gaarden at vorde abalienerede) til posteritetens Nytte og Efter¬
retning optegner og optegnet efterlader: At i det Aar og paa det Sted (hvilket
