291
Hvad sig nu endelig angaaer den Forsigtighed, som bør bruges, efterat
Graven eller Mosen fra den Tørv, man forlanger, er udtømmet, for at befor¬
dre, at den desto hastigere og bedre atter skal tilvoxe. Da vil nok den beste
Hielp, som den kand vente fra vor Haand, bestaae derudi: At vi, saavidt giør¬
ligt, give den opskaarne Grab eller Mose hverken for meget eller for lidet Vand.
Og holder jeg saa meget Vand for at være Mosen eller Graven tienligst, at den
kand tilgroe med Rør, Siv, Flæer og andre deslige til Tørvens Fremvext tien¬
lige Vexter, og disse Vexter, formoder jeg, den Stund Vandet ikkun har den
Høyde, som vi seer dem sædvanlig at elske og behøve, endog uden vor Fliid at
indfinde sig. J øvrigt, agter jeg best, i Roelighed at overlade dem til Natu¬
rens Virkning, og hverken at røde Høer i dem, eller bruge dem til Fiskedamme;
thi, foruden det, at de til begge Deele ikkun giør slet Tieneste, saa vorder den
i Bunden opvoxende Grøde og de øvrige til Tørvens Fremvext nødvendige Vex¬
ter derved løsrevne og beskadigede.
See! dette, saa lidet og saa ringe som det er, er det fornemste, som min
Jndsigt om Tørvens Natur og Væsen, Fremvext og retteste Behandling tilla¬
der at fremføre. Mueligen vore Tiders Lys heller ikke tillader noget meget ud¬
førligere i denne Post, men at det først er den følgende Slægt, der veyledet ved
vore efterladte Optegnelser, vil finde sig i Stand til, det udsatte Problema til
fuldkommen Fornøyelse at besvare. J hvilken Formodning, det dog skulde være
mig usigeligt kiert, om et Feyltagende at overbevises. Midlertid haaber jeg dog,
at denne Afhandling til at udfinde de nærmeste og tienligste Midler til Brænd¬
sels behørige Conservation ikke skal være gandske forgieves.
Paa Jndvendinger imod det, som nu sagt og foreslaget er, seer jeg vel
forud, at det ikke vil feyle.
Nogle vil vel i Almindelighed erklære sig imod den her tilraadede Forsigtig¬
hed i Statens Oeconomie, angaaende dens Brændsel, med Hensigt og Omhue
endog for de heel sildige Slægter, og sige: At, omendskiønt vor Brændsel un¬
der nu værende Omgang og Medfart virkelig aarlig formindskes og aftager, saa
kand dog andre Tider medføre andre Raad, og den heri befrygtende posteritetens
Mangel mueligen vorde afværget, saa kand saadan vor Daarlighed mueligen
være af deres Tal, som en alting overseende Viisdom bestyrer ikke allene til en
vis og god, men endog til en for Efterkommerne fordeelagtig Ende og Udgang,
agtende det derfore noget betænkeligt, for at afværge en uvis, og muelig desu¬
den udeblivende Mangel for de følgende Slægter, en vis Tvang, Friheds
Jndskrænkelse og Uleylighed den nærværende Slægt at paalegge, og at det retteste
O
