292
altsaa bliver, ikkun dristig at tage til den Forraad af Brændsel, som vi have,
uden saa lange Regninger og vidt udseende Hensigter. Men saadan Beregning,
der grunder sig ikkun paa muelige, men meget uventelige Raad og Hielpe¬
Midler, er langt fra ikke Oeconomisk, da den end og kuldkaster all Oeconomie
og Forsigtighed, ligesom den og gemeenligen ender med en Banqverot. Denne
veed vi at være denne Regnings sædvanlige Virkning in privatis, og maa man
heller ikke vente sig bedre Virkning deraf in publicis. Rigtigt nok, at Muelig¬
heden er der: At posteritetens Trang paa Brændsel, vor Ødselhed uagtet, kand
forekommes og udeblive. Mueligt er det: at der i Jordens Giemme kand op¬
dages Overflødighed af Steenkul, og andre os endnu ubekiendte til Brændsel
tienlige Materier. Ja endog Tørv, enten dybere i Jorden, eller paa de Stæ¬
der, hvor vi endnu ikke har vidst at faae eller finde den. Mueligt er det og: At
posteritetens Brug af Brændsel i mange og adskillige Poster kand formindskes.
Muelig Efterkommernes Smag kand forandre sig, og nærme sig til Caribernes
og Calmukkernes, der helst æder Kiødet raadt. Mueligt, Øll, Thee og Caffe
kand gaae af Moden, og Viin, Vand, Melk og Valle vorde den almindelige
Drik &c. Ja mueligt, at slet ingen Brændsel behøves. At den heele Klode
opbrænder, forinden den nu værende Brændsels Forraad kand forødes.
Men hvad derom? Er det fornuftmæssigt, efter deslige Mueligheder sin
Oeconomie at indrette, eller rettere, ald Oeconomie og Forsigtighed at tilsidesette?
da det paa den anden Side ikke alleneste er mueligt, men endog meget rimeligt,
at disse Mueligheder vil udeblive. Og skeer dette, hvad saa? Da er det Onde,
som flyder af en fornuftig Oeconomies Undladelse, i mange Grader større, end
den Omhue, Jndskrænkning og Uleylighed, en saadan Oeconomie kunde have
foraarsaget.
Menneskene bør derfore, og derfor er Fornuften dem betroet, bestyre baade
den almindelige og private Huusholdning med beste Forsigtighed og Omhue,
saa at Tilstanden hverken for dem, eller følgende Slægter, vorder forverret, om
end deslige indfaldende Mueligheder een og anden Gang giør saadan deres Omhue
forgieves og ufornøden; thi enhver Slægt er det for sin Tid tilladt at bruge
Verden, men ikke at forøde den. Og vel er det, at dette sidste og for største
Deelen er forebygt.
Andre vil vel her i Særdeleshed erindre de saa kaldede Uleyligheder, dem
de beregne mine Forslag at vilde medføre, nemlig at Brændsels Kiøb herved
vilde vorde vanskeligere og kostbarere: og at dette fornemmelig vilde trykke det
store Antal af de mindst Formuende. Dertil svares: At, hvad Brændsels
