166
den Part, som han seer med Vished, at ville grave udi de 2 første
Aar; men lade den blive liggende i selvsamme Tilstand, uden at tænke
paa dens Forbedring; thi paa To Aars Tid kand, i Henseende til den
saa hastig forestaaende Tørve=Gravning, ingen Forbedring ventes,
uden alleneste ved Vandets bestandige Udtømmelse, hvorved Jorden bli¬
ver fastere, og mere beqvem til paafølgende Tørve=Gravning.
Men derimod maa han aldeles ikke være forsømmelig med, strax
at jævne og plainere hans øvrige Andeel af den fra Vand udtøm¬
te Mose, og, med Grøn=Sværen af Balkerne, at beklæde Dyn¬
den, saavidt samme kand tilstrække, saa skal den efter nogle Aars
Forløb groe sammen, og bære deyligt Græs til Høe=Avling, ligesom
den og skal give overflødig, og efter Mosens Natur, god Tørv til Jlde¬
Brændsel, naar den opgraves.
Nota. (a) Hvad den Plads angaaer, som til de 2de første Aars Tørve=Grøft
er udseet og destineret; da maa den ikke uden høysttrængende Aarsag
opgraves til Tørv, i det Aar, som Vandet er udtømt, thi den er da
alt for dyndig, og der vilde gaae alt for meget til spilde.
(b) Det forstaaer sig selv, at hvad tilforne §. 17. No. 5 & 7. er sagt
om de opgravede, eller udtømmede Pladsers Jevngiørelse og Beklæd¬
ning med Grønsvær, hvilket nødvendig og med al Flid bør skee, giel¬
der ogsaa her, da al den Grønsvær, som findes paa Balkerne,
skal, saavidt den kand tilstrække, empløyeres, og smukt ned¬
legges paa foranførte Maade.
Vilde nu Eyerne til slige fordærvede Moser strax bære sig af med dem, paa
den Maade, som nu er viist, og, som enhver læt kand begribe, baade at være
meer, end muelig, og til usigelig Nytte, kunde Millioner Læs god Brænde¬
Tørv, i Stæden for, at de ligge nu begravne, druknede og fortabte, ved en
maadelig Eftersøgning, og ikke alt for stor Umage, findes og vindes; hvorved,
enten nærmeste Skove, som ellers maatte fournere ligesaa mange Læsser Bræn¬
de, som her opgroves Læsser Tørv, kunde faae Tid og Roelighed at tiltage, i
Stæden for, aarligen at aftage; eller og, andre Tørve=Moser, som ellers maa
holde for, og det over deres fattige Evne, kunde i mange Tider freedes, ikke
alleneste til Nytte for Eftertiden, til nødtørftig Jlde=Brændsel; men endog til
Nytte for nærværende Tid, i Henseende til Høe=Avl, som er en Fordeel man
ikke kand sætte Priis nok paa. 2) Kunde de allerfæleste Moradser, som man ikke
uden Horreur, kand kaste sine Øyne paa, og hvilke ere saa farlige, baade for
