392
Føde for
§. 10. Naar Dynden saaledes paa Vandets Bund har faaet
Jnsecter. Liv, drager den til sig utallige Slags smaa Vand=Orme og Jnsecter,
Frøer, Aal og andet, som søge der Føde og Næring, hvilke nedbore
sig i Dynd=Bunden og hielpe Boblen til, flittig at opstige.
Mosen for¬
§. II. Naar vi nu saaledes først har faaet en liden Massa, en
meerer sig. siden Lummer oven paa Vandene, som hviler sig enten midt i Van¬
dene eller andenstæds i en Hukke, nær mod Landet, saa drager den
idelig de nye ankomne Giæster, jeg meener, Jord=Partikler, til sig
og Massen formeerer sig derved baade for neden og om Siderne, ja
den flydende= feede= samlet Massa tager ogsaa imod alle Ting, som
kommer fra Landene, alle flyvende og flydende lætte Sæd og Frøe,
Rør, Straae, Rødder og andet, som Vindene kand fare med fra
Moser og Agre, og drive ud paa samme Flyde=Massa.
§. 12. Der fæste de sig og slaae Rødder, alt hvad der har
Sæd i sig og er beqvem til at groe i Vand og Mose=agtige Stæder;
her kand tilskylles ogsaa oprevne Græs=Rødder, Rødder af Rør, Sæg,
Græs og andet; disse Vexter, det ene med det andet, finde her Mad¬
Jord og beqvem Næring for sig til Grøde, de voxe, de slaae Rødder
for neden smaa og lange, af hvilke Rødder somme stikke, saa dybt, at
de ved sin kraftige Mad=Jord og stærke Vext løbe igiennem den tynde
Flyde=Massa, og flagre omkring i Vandene neden under Massen, og
ere i Stand til at samle og sammenholde de flygtige opstigende Jord¬
Partikler.
§. 13. Saaledes formeerer Massen sig baade i Dybden og
Breden; disse Vexter give og ved Sommeren og Solens Varme
moden og drægtig Sæd af sig, som atter forplanter sig, igien voxer,
falder af og meget formeerer sig, at de paa et par Sommere eller tre
utroelig har forøget sig, at man hist og her paa Vandene kand see
smaa Flyde=Øer.
§. 14. Nu tilskylles Bunden, Aar efter Aar, fra Landene jo
meere og meere Jord, nu giæres, svolmer og fermenterer idelig samme
Bund og hæver sig Tid efter anden mod Vandenes Overflade (§. 6.)
nu voxer lige over, Grøde=Polden eller Flyde=Øen (§. 9. 11.) Naar
begge saa endelig engang naae hinanden, saa er Spillet vunden,
saa spiller Naturen igiennem ret for Alvor, at den bliver Tiid efter
anden jo fastere og fastere, ja saa fast omsider, at Qvæg og Menni¬
