412
§. 4. Men at Jorden skal kunde opløses dertil udfordres, at Jord=Arten
maa være af det Slags, som er skikket dertil. Erfarenhed viser, at sandig og
steenet Jord er og bliver altid lige haard i hvor meget Vand derpaa endog
samles. Den muldige Jord derimod bliver blød og klæbrig. Leer=Arten kand
vel og blive blød, men aldrig i hvor tør den siden bliver, lader sig brende, thi
intet Svovligt eller Salpetersk er imellem denne Jordart, men vel mellem
Muldarten.
§. 5. Naar Vandet staaer i lang Tid paa saadan et lavt Stæd, giøres
Jorden først sumpig, og alt som Jorden bliver mere opløst og beblandet med
Vandet, forandres saadan et lavt Stæd til et Kiær og Morads. Forskiellen
paa begge er denne: et Kiær har paa Overfladen meest bart Vand; men en
Morads har samlet endeel Jord oven paa Vandet, og da det begynder at groe
sammen, bliver deraf et saa kaldet Hængdyng, som man mangestæds kand gaae
paa, dog med en kiendelig Bevægelse og Gyngen under Fødderne.
§. 6. At fastsætte hvor lang Tiid der behøves til, at et saadant Kiær
kand blive eller groe sammen til Morads, er ikke vel mueligt; det kommer alt
an paa Stædets Beliggenhed. J en Skov kand Jorden snarere blive Moradsig
end paa aaben Mark, og det fordi Luften og Vinden formedelst Træerne ey
kand luttre eller rense Bunden.
§. 7. At Kiær og Moradser paa denne Maade formeres, dertil har i
sær ommeldte Stæder i Skovene givet mig Andledning at slutte; thi paa faa
Aar, hvor jeg tilforn har været og vel fundet lave og sumpige Stæder, men dog
ingen Morads, er der nu den største bløde; Aarsagen dertil maa være denne:
For nogle Aar siden var Skoven paa de Stæder aaben, saa Luften kunde
komme derimellem; men nu befindes Træerne paa samme Stæder lukte i Top¬
pen og gandske bedækker disse sumpige Stæder. Soel, Vind, og Luft kand
altsaa der intet udrætte, og følgelig bliver Jorden der hastigere suur, opløset og
forvandlet til Kiær eller Morads end paa aaben Mark.
§. 8. Naar et Kiær eller Morads ligger paa saadanne Stæder, at den
næst omliggende Mark er tillige muldig, bliver Kiæret forandret til en Mose paa
denne Maade: Ved den idelige Tilløb af Regnvand, som fra de høyere om¬
liggende Marker flyder need i det lave Siig, tager Vandet Tiid efter anden af
den omliggende Muld noget med sig, som forhøyer den sumpige Jordbund,
blandes imellem den, opløses og forraadnes med den, saalænge til der med Van¬
det kommer saadan Tilløb af Jord, at de lave Kiær bliver lige med den nest
omliggende Jord, saa er det først, at det Stæd, hvor Kiæret var, kand be¬
