427
som det skidneste, i hvor reen og frisk det nederste i Kilden end er, som er Væl¬
det nærmest, der dog med Tiden drager Smag og Lugt til sig af det øverste,
foruden, at alt dette beviser, hvad Materie Vandet kand give fra sig, saa kand
dette, som sagt er, ogsaa give os en vis Regel i vor daglig Oeconomie, nem¬
lig, at det Vand vi drage med Spande op af vore Brønde, som har Bond¬
væld, er langt bedre end det, som deraf opføres med en Pomp, Aarsagen er
denne, at Spanden drager det øverste Vand, og Vældet løfter det neste Vand
op i dets Sted igien, og siden der daglig i et Huus forbruges en heel Deel
Vand, saa har man altid nye og frisk Vand i Brønden: Pompen, derimod,
endskiøndt den staaer mod Bunden med sine Huller, nærmest ved Vældet, og
giver saaledes i Begyndelsen det friskeste Vand, saa bliver dog det øvrige Vand
oven til staaende, som paa sine Tider forraadner, og inficerer det underste, saa
at det ene til sidst drager baade Smag og Lugt af det andet, og bliver stin¬
kende tilhobe.
Problematis anden Part, er
Tørve=Mosernes anden Tilvext og Fornyelse.
§. 5. Naturen har visse Veye og Love, til at producere sine Ting, hvor
fra den aldrig, uden Nød og tvungen, afviger ordentlig, og hvad den engang
har genereret, kand den altid igien generere, forstaae naar Sæd, Materia,
Locus, eller Matrix er saaledes bereed, at den kand arbeyde og virke derudi: vi
tør derfore aldrig tvile om dens Generation, med mindre der indtreffer saadanne
Accidentelle Forhindringer, som standser dens Operation. Naar man taler om
Skoves Plantning, og Opelskning, om Jordens Frugtbargiørelse, og For¬
bedring, da heder det hos mange; at saadant Foretagende er forgieves; Jorden
er nu omstunder ikke saa saftig, kraftig, grødefuld og frugtbar, som i forige
Tiider, men da vi daglig seer, at en vel handlet og giødet Ager giver os over¬
flødig meere Frugt, end den, som er udslidt og ilde dyrket, saa er dette ikkun
et ugrundet Klagemaal, hvor med vi besmykke vor egen Uvidenhed, Ladhed,
og Dovenskab, og der imod ligger Skylden paa den uskyldige Jord, og den hele
Natur; jeg tilstaar, at vi kand udslide, udsue Saft og Kraft af Jorden, og ved
at dyrke den intet, eller ilde, negte den sin Ret, og fordre af den det, som den
formedelst Mangel af Pleye og Behandling, ikke kand give af sig, kand hindre
Jorden i at bære det, som den ellers gierne baade vilde og kunde bære:
Fructibus assiduis lassa senescit humus.
Mens jeg maatte spørge om det er Jordens skyld, at den neg¬
Eller det er vor egen skyld, der
ter, der negter os vor Brød.
