421
følge den samme Naturlige Vey: det første vi har at giøre, er, at stemme den
udtømmede Grav op, ved at demme og opfylde Grøften, og andre Steder,
hvor Vandet ellers kunde faae Udløb, og, saa vit skee kand, jevne Bunden
med de levnede støkker Tørv, og Smull, skulde Vældet være dempet, og ikke
kunde komme op i det Sand, som Tørve=Mosen i saa mange Aar har lagt paa,
og sammentrykket, eller Pori af Slim og Mudder kand være stoppet, saa er det
fornøden, at giøre en Kastning, og grave et Hul i Mosen, indtil Vældet faaer
Luft og fylder den hule Grav, eller Søe; saadan var den i Begyndelsen, og alt
saa har vi det første nemlig Vandet; vil vi nu spørge hvad vi skal giøre til det
andet, og hvad Middel vi skal anvende, for at giøre dette Vand til Tørve=Jord?
da svares aldeeles intet, uden allene at lade den staae, og betroe det til Tiden
og Naturen, som ikke skal, eller kand efterlade, at giøre sin Virkning, og maa¬
skee saa meget snarere! siden den har Bundfaldet af forige Tørve Materie, som
den strax kand begynde at arbeyde paa; hvor lang Tiid der til behøves, kand
vel ingen fast sætte, dog holder jeg for, at der som man med lette Materier,
som svømmer paa Vandet, kunde hielpe til at udbrede Overfladen, og den øverste
Skorpe, tvivler jeg ikke paa, at det jo vilde befordre Tingen meget; thi naar
den er først sat, groer den Øyensynlig og fortykkes aarlig ned ad, som jeg kien¬
delig har observeret ved Jldsøe, see foran, annot. b. §. 3. Man maatte nu
tænke, paa den Maade er det let at komme til Tørve=Moser? Ja det er saa,
vi har intet gjort til de første, vi kand ey hellere giøre noget til de sidste, uden
hvad som er meldt; Naturens Gierninger ere lette, men undertiden langsomme,
der er Forskiel paa Naturens og Konstens Virkninger, hvad har vi at giøre
med Høsten? Jntet uden at berede Jorden og Sæden, dersom Sædemanden
kunde legge sig til at sove fra Sæde=Tiden til Høste=Tiden, saa fandt han lige
vel sit Korn moden, hvad har han da giort til Grøden? Jntet, uden, at faae
Sæden og bereede Ageren, anderledes er det med Konstens Gierninger, de
reqvirere Menniskens stendige Flid, om en Smed, en Snedikker, vilde sove Aar
og Dag, saa fandt han dog sit Arbeyde ligesom han slap det, ney den virkende
Kraft, den dos fæcunditatis eller hvad jeg vil kalde Naturen, som Skaberen
i den første Velsignelse har lagt i alle voxende Ting, den sover, eller hviler ikke,
den har kuns en HErre, som er Gud, men den er alletings Tienere, endog
indtil det mindste Frøe og Madike, fordrer ey heller andet af os, end at skaffe
den en vel bereed Materie og Matrix, og afvende, om skee kand, forefaldende
Hindringer, for det øvrige sætter den sig strax i Arbeyde, og fuldfører selv, det
som Tingen medfører.
