51
§. 21.
Men naar Levnets=Midlerne ere ansatte i en maadelig høy Priis, saa
stræber og arbeyder Land=Manden for at naae de Vahre, der giver ham en
god Penge; saa tiene Tyende, for med Lønnen at faae uden Betaling Kosten;
saa findes faae eller ingen Lediggiængere eller Jndsiddere, som hensidde paa
egen Haand, eftersom Korn og feede Vahre, i hvor meget der end er til, er
endda lige dyre.
§. 22.
Da kunde Bonden ramme Accord paa de fleeste Steder med Tiende¬
Tagener i Penge: Deels fordi der gives mange Tiende=Tagere, der ey har
Leylighed til at tage Kierven paa Ageren in Natura, som alt for langt fra¬
boende og derover ey kand benytte sig af Foringen, enten til Qvægs Føde eller
til deres Giødnings Formeerelse; mange, der seer ikke saa meget efter Foringen og
Giødningen, som paa beste Maader at udbringe Tienden i Penge; her kun¬
de nu Bonden levere det accorderede Korn til næste Kiøbsted, enten for Penge,
thi man veed Prisen; den kkand hverken stige eller falde, og af Kornet tage
Penge og mageligere levere dem til Tienden berettiget, om de meere attraaede Pen
ge end Korn, og vilde de endelig have Korn som noget de kunde behøve, saa kunde
de for en og samme Priis indkiøbe for Pengene Korn, hvor de boe, da Pri¬
sen Landet over, skulle rære een og den samme. Derved fik Bonden et af de
Baand løst, som binder ham saa hart til at yde Tienden paa Kierven, og
han nød den Fordeel, at kunde beholde sit Feder til sin Gaards Qvæg og
Giødnings Formeerelse. Alt godt og meget vunden.
§. 23.
Man maae og agte om der ikke begaaes en Uret, i at fastsætte en vis
aarlig bestandig Priis, mod GUd. Det synes vel for de kortsynede ved første
