91
lave Priis skal nøde de Selgende dertil, hvoraf det første vel nøgenlunde
torde lykkes, men det sidste neppelig have god Virkning og Fremgang.
2) Opmuntres den Arbeydende Stand, som jeg nyelig erindrede, aldrig
bedre til Flitighed, end ved Forestilling af Nytten, og Haab til=Gevinsten,
naar enhver nemlig udi sit Kald, saa vel de, som sælger Levnets=Midler, som
de der kiøber, kand vente at faae deres Arbeyde nogenlunde vel og skikkelig be¬
talt paa alle Sider, thi om man endskiønt siden skal tilkiøbe sig hvad andre
Ting man igien har fornøden, noget dyrere endsom sædvanligt, regner Folk det dog
ikke saa nøye, men stræber gierne af yderste Kræfter, enhver paa sin Maade,
uden Kiedsommelighed, alt fordi de mere seer paa deres Arbeydes indbringende
Gevinst og Belønning, endsom paa hvad Udgifter de derunder maa giøre til
deres øvrige Fornødenheder: Men hvis de tvertimod faaer deres Arbeyde rin¬
ge betalt, bliver de altid misfornøyede og kiedsommelige ved Arbeydet, om end
Prisen paa de Ting, som de igien skal indkiøbe, er aldrig saa let Ere nu Levnets¬
Midlerne i et Land i en meget lav Priis, saa taber jo de, som skal nære sig ved
at tilvehebringe og sælge deslige Vahre, alt det som skulle opmuntre dem paa
deres Side til Flittighed, nemlig en convenabel Belønning for deres Arbeyde,
uden at have nogen Resource, hvorved de i andre Maade kand opmuntres,
allerheldst de, som sagt er, mere seer paa hvad de faaer for deres Arbeyde, end
hvad de siden igien skal udgive, anseende det første for en vis Jndtægt, men
det sidste som en tilfældig Udgift, ere Levnets=Midlerne derimod i en maadelig
høy Priis, saa taber dog de Kiøbende, som maae tilforhandle sig deslige Lev¬
nets=Midler, ikke derved egentlig nogen Opmuntring til Flitighed, efterdi de
derunder lige fuldt kand faae deres eget Arbeyde eller forarbeydende Vahre
igien betalt, ja gemeenlig efter Proportion dyrere betalt end som sædvanligt,
